Hendes Majestæt Dronningen skal lige sikres en plads. For der sidder et forkert ægtepar i hendes sæder! Tivolis koncertsal griner hjerteligt ad den lille misforståelse. »Det var min mor og far,« siger en pige foran pølsevognen bagefter.

Årets modtager af Sonnings Musikpris må være den bredeste i lange tider. Kendere af opera på Holbergs tid elsker hende. Elskere af opera i almindelighed kender hende.

Cecilia Bartoli er den klassiske verdens største sangstjerne lige nu. Billetterne til hendes festkoncert forsvandt som blade for blæsten. Og forventningerne i den gamle have nærmer sig hurtigt orkanstyrke.

Så hvad bliver det til! Hun har orkestret La Scintilla med sig. En masse strygere og nogle få blæsere. I alt på størrelse med et par fodboldhold.

Og de sidder altså mutters alene i begyndelsen. Ikke at man har noget imod de bevidst gammeldags instrumenter og smældene fra to gange jagthorn. Men man glæder sig sådan til aftenstjernen selv. Forventningerne skal med djævlens vold og magt spændes til det yderste. Hm...

Dét skal de så ikke alligevel. Cecilia Bartoli dukker pludselig op. Hun stormer ind i sorte bukser, hvid skjorte og rød kappe. Som skudt ind af en kanon. Som en tyrefægter.

Bifaldet overdøver fuldstændig musikken. Det er en deus ex machina, en fuldstændig overvældende idé, en genial entré. Velkommen til det tidlige 1700-tal og dets overdrivelser af alt.

En dybde med skræk

Første nummer er en af hendes signatursange. Gå ind på YouTube og find »Come nave« af Porpora. Det kan hurtigt blive en sjovere dag.

Bartolis stemme har aldrig været verdens største. Når hun kan rejse hjem med Sonnings Musikpris og et honorar i samme klasse, er det for alt det andet.

For eksempel hendes lyd. Den ligger i midten, men ejer masser af højde og især dybde. Tænk at en så kvindelig kvinde kan synge så langt nede. Ens nakkehår rejser sig næsten af skræk.

Eller tag hendes udstråling... Nogle har altid fundet den 44-årige italiener lettere skabet. Men måske er hun bare lidt kejtet.

Og selve hendes indsats gør aftnen fuldstændig lukullisk. Bartoli stiller med hele tolv arier af de største. Langsomme og lynhurtige mellem hinanden. Man havde været fuldt ud tilfreds med halvdelen.

Bartoli bliver i øvrigt også på scenen mellem flere numre - finere fornemmelser har hun ikke. At enkelte publikummer skulle klappe sammenhængen i stykker, er en anden historie. Ligesom arrangørerne måske skulle have gjort lidt ud af lyset.

Bartoli kommer på scenen for anden gang. Kappen er lagt væk. Gad vide om hun ender med at stå i det bare ingenting?

Man drømmer videre lidt. Sidder og beundrer hendes evne til at blive i en affekt: Bartoli kan virkelig holde fast i glæden, sorgen, elskoven, hævnen.

Hun kan også holde en tone ufattelig længe og ufattelig tyst. Ingen dødelige hoster den aften. Mange tør knap nok trække vejret. Det er fantastiske øjeblikke.

Vel ender det med rigtig meget 1700-tal og rigtig meget italiensk musik. Man tager sig i at savne lidt germansk alvor af og til. Eller lidt gallisk smag for det litterære. Eller bare lidt mindre af alt det kunstlede.

Nyset fra salen

Men hun viser nu mere og mere af sig selv. Som da en herre nyser højt... Bartoli hører folks latter, stopper midt i sin sang og sætter det hele i gang igen. Det hele med et smeltende smil.

En anden sidder nede i mørket og respekterer hende for den håndtering. Man tænker på prismodtageren Anne-Sophie Mutters reaktion for nogle år siden. Hvor forskellige kan folk være.

Hendes tackling af aftenens værste øjeblik er om muligt flottere: Folk klapper lige midt i en sang. Selv om hendes håndbevægelse nærmest tigger om det modsatte.

Og hendes sidste entré... Åh... Bartoli kommer ikke ind afklædt. Hun stiller tværtimod med rødt skærf om livet, med guld på skjorten, med kinderne melet hvide og brysterne bundet langt ind.

Lege med kønnet ligger hele tiden under overfladen. Lege fra dengang en lille kniv forvandlede små drenge til kastrater. Lege med blodig alvor. Så prisuddeling og blomster og stående ovationer. Esben Tange fra priskomiteen taler om hendes nysgerrighed og fokus på det oversete repertoire. Helt rigtigt.

Kendere og elskere

Den italienske diva vil kvittere med lidt musik, siger hun. Man føler sig ellers godt stegt efter ti kvarter med konventioner. Og alligevel: Det allersidste nummer spiller helt rigtigt, som man siger. Hendes stemme får også mere volumen i de minutter. Sært nok.

Cecilia Bartoli gør det elitære lidt mere bredt og det brede mere elitært. Alle blev både kendere og elskere den aften. Og hun synger igen den 13. maj 2011 i Musikhuset Aarhus.

Viva la diva!