Viva Coldplay!

Hit på hit på hit blev mødt af raketter, konfetti og laserlys, da briterne gæstede Parken.

Britiske Coldplay, som tirsdag aften stod på scenen i Parken med et bagkatalog bristefærdigt med syng-med-venlige rocksange og ballader, havde også et spektakulært sceneshow med sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Soren Bidstrup

Der er så mange muligheder, så mange tilbud, så mange veje at vælge. Og der bliver hele tiden mere af det hele. Mens fornemmelsen af sammenhæng og fællesskab bliver stadig fjernere.

Ikke mindst i musikkens verden, hvor udbuddet af bands og sange i 2012 er så stort, at vi ikke længere kan regne med, at naboen hører det samme som os.

Men der er stadig bands, som byder udviklingen trods og formår at få millioner og atter millioner til at samle sig om deres omkvæd og melodier. Som formår at skabe et globalt musikfællesskab, for nu at sige det lidt flot.

Et af de bands er britiske Coldplay, som tirsdag aften stod på scenen i Parken med et bagkatalog bristefærdigt med syng-med-venlige rocksange og ballader. Og med sig havde de også et spektakulært sceneshow, hvilket allerede stod klart under den indledende »Hurts Like Heaven«, hvor raketter hvislede op mod den mørknende himmel, og laserlys skar sig vej fra scenen og hen over hovederne på de 50.000 publikummer.

Og som om det ikke var nok, begyndte de armbånd, som hver gæst havde fået udleveret ved indgangene, at blinke. Blåt, hvidt, grønt og et ufatteligt smukt syn, som fik månen over Parken til at tage sig bleg og lidt fattigfin ud.

Det var et larger than life-øjeblik, præcis som introen til »In My Place«, der faldt som sættets andet nummer og fik alle publikummer til at synge med, mens konfettien faldt let, lyrisk.

Brusende, berusende

»We are going to play the best fucking concert in our lives«, sagde Chris Martin, der allerede var våd af sved efter sin første løbetur over den vidtstrakte, spotlysbadede scene. Og han var det indiskutable centrum deroppe med sine dramatiske positurer og sin distinkte, let nasale stemme, som ledte Parken gennem »Yellow«, »Fix You« og ikke mindst »Clocks« som inkarnerer alt det, Coldplay kan.

Her åbnes der med et enkelt smittende riff, som så finder sammen med Chris Martins vokal, hvorefter resten af kvartetten falder ind og trækker sangen frem mod et såvel brusende som berusende omkvæd.

Netop »Clocks« var et højdepunkt i Parken, hvor Chris Martins klaver og Jonny Bucklands lysende guitarlinjer førte publikum langt ind i nummeret og selvforglemmelsen.

»Paradise« og »Viva La Vida« - skåret over samme kompositoriske koncept - var også stjernestunder, som løftede sig højt over Parkens pauvre lydkulisse og blev hjulpet på vej af det spektakulære sceneshow med oppustede hjerter, farvestrålende balloner og andre velprøvede, men velgørende tricks fra Den Store Koncerthåndbog.

Strejf af kedsomhed

Hverken det energiske band eller det store effektudtræk, der var en OL-åbning værdig, kunne dog holde følelsen af tomgang stangen, og sangenes skabelonpræg var indimellem for tydelig i den buldrende betonkulisse.

Dog ikke så ofte at kedsomheden for alvor satte sig. Og da »Every Teardrop Is A Waterfall« lukkede det 21 numre lange sæt, sang vi alle med. Med hver vores stemme. I fællesskab. Det er sjældent i dag. Og endnu sjældnere i morgen.

Hvem: Coldplay
Hvor: Parken
Hvornår: Tirsdag aften

Billedserie: