En midtjysk efterårsvind med en snert af vinter. En betonmonolit belagt med grå plader. En sal foret med fans – overvejende piger og kvinder.
Det er onsdag aften lidt uden for Herning, og BOXEN – egnens nye spillested med en kapacitet på 15.000 – venter på at blive indviet. Ikke af hvem som helst, men af årtusindets nye popdronning.
Klokken 21.00 træder Stefani Joanne Angelina Germanotta, som også ynder at kalde sig Lady Gaga, så ind på scenen, og hendes silhuet projiceres straks op på en kæmpemæssig skærm, hvorpå billeder flimrer og tal tæller ned.
Salen venter på start, og ved superstjernens mindste hoftevrid reagerer publikum med et skrig. Så lyder keyboardtemaet fra »Dance In The Dark«, og 30.000 øjne og ører ser hende træde ned ad en metaltrappe, som forbinder en neonoplyst barkulisse med det store scenegulv.
Former og farver
Lady Gaga er i lilla læder, håret er farvet giftiggult og et par violette briller skjuler hendes blik.
Det giver ikke mening at svare på, hvorfor hun ser sådan ud, og hvorfor baggrunden ligner et værtshus. Og det samme gælder resten af showet, hvor hendes kostumeskift blandt andet involverer et rødt, kardinallignende ornat, en gennemsigtig latexdragt med tilhørende nonnekyse og en hvid, vild kjole, som synes at sende hilsener til H.C. Andersens »Snedronningen«.
Ligeså frapperende er scenografien, Lady Gaga og hendes hær af dansere bevæger sig rundt i, og som udgøres af en dyster skov med sorte, spidse og stiliserede træer, af et futuristisk univers med mindelser om Fritz Langs »Metropolis« og af et enormt uhyre klonet af en dybhavsfisk og en blæksprutte.
Stærke, stærke visuelle sager som nok trækker på kulturhistoriens billeder og begreber, men synes tømt for indhold. Det er flotte former og figurer, intet andet, og er kun til for at fascinere og underholde øjet – ligesom teaterblodet, tørisen og alle flammerne.
Perfekt popsang
Midt i alt dette står, sidder og ligger Lady Gaga, der mellem numrene taler til sine »little monsters«, som hun kalder sine fans. Om hvor vigtigt det er at tro på sig selv, om at være popstjerne i sit eget liv. Som en Oprah Winfrey for Facebook-folket og ikke så lidt kedsommeligt at lytte til.
Det samme er de numre fra det begrænsede bagkatalog, som ikke er i besiddelse af et stort omkvæd. Det gælder hen ved hvert tredje nummer, men det tilgiver man hende hver gang smittende sange som »Poker Face«, »Alejandro« og »Paparazzi« toner frem, og som Lady Gaga synger sig sikkert igennem – uden »motherfucking lip-sync«.
Træffere og blundere blander sig således i BOXEN, men ren og skær popfryd opstår, da det amerikanske fænomen lukker sin to timer lange optræden med »Bad Romance«, som er de sidste 10 år bedste popsang. Intet mindre.
Fængende og kompleks, begavet og afterskiing-bøvet, poetisk og banal. Det hele på én gang og i aften leveres den med det uhyggelige dybhavsmonster som vidne. Og alle os andre. Med åbne munde og poppolypper. Tænk hvis resten af aftenen havde været på samme eventyrligt høje niveau. I den nye betonmonolit lidt uden for Herning.
- Lady Gaga i BOXEN, Herning, onsdag.
