Vidunder og vanvid i koncerthuset

DR SymfoniOrkestret gav Mahlers seks kvarter lange bekendelsessymfoni og fik mest vanviddet med.

Dirigent Thomas Dausgaard havde ved torsdagskonverten et flot tag om virkemidlerne. Det ene øjeblik lod han musikken rime på Ravels impressionisme. Det næste på en forunderlig stemning af lounge. Fold sammen
Læs mere

En herre banker sin meterlange hammer i kassen.

Fire andre smækker bækkener så store som skjolde sammen.

Hele ni på horn kunne vække samtlige uhyrer i Amagers undergrund.

DR Koncerthuset trænger sommetider til elektrisk forstærkning - den slags kan gøres smagfuldt i dag.

Ved et arrangement som i torsdags savner man næsten det modsatte. På scenen: De hundrede mand i DR SymfoniOrkestret. På programmet: Gustav Mahlers hundrede år gamle symfoni nummer seks.

Selve initiativet ligner en vision i verdensklasse. Mahlers symfoni hører til de allermest krævende og kostbare i klassisk. Og den har sin tid netop nu:

Engang så man ned på så mange følelser uden filter. I dag rammer de alle koncerthusets hjørner. Vi hører orgiet som en sjælelig seismograf, som en bekendelse anno psykoanalysens barndom.

Bliver vanviddet alligevel for stort? De første tre kvarter er fulde af uforglemmelige virkninger. Man hører musiker efter musiker spille sit livs solo. Man får sødmefulde melodier af strygerne, fanfarer fra blæserne, sære fastelavnsris på trommen.

Og oppe på dirigentpodiet har Thomas Dausgaard virkelig fået det bedste ud af virkningerne. Det ene øjeblik lader han musikken rime på Ravels impressionisme. Det næste på en forunderlig stemning af lounge.

Her nænner man så et »men«:

For det første taber værket undervejs. De sidste tre kvarter tilbyder lyde så kraftige som tinnitus og toner så høje som tinnitus. Man tager sig i at savne en mere tyst, mindre subjektiv storhed. Gid nogen ville spille en solid baroksalme eller sådan noget.

Og for det andet skal musik som Mahlers altid klinge kultiveret. Manden har vejet hvert eneste instrument, fundet det for let eller for tungt - selv i det allerkraftigste. I den retning nåede orkestret kun den halve vej.

Selv om det på en måde var nok.