Veronica Maggios koncert torsdag formiddag på Arena fungerede lidt som en musikalsk pendant til en tur i Søstrene Grene. Man sidder tilbage med en samling nipsting, der måske nok har yndigt glaserede overflader, men som man egentlig ikke havde behov for.
Den svenske sangerinde manglede ganske enkelt numre, der føltes essentielle i form af stærke melodier og skæve indfald i arrangementerne. En døsig lejrbålsstemning spredte sig under »Mörkt« og »Hela huset«, som blev fremført med akustiske guitarer og forsigtigt raslende percussion.
Kanterne på Maggios popsange slibes alt for ofte af. Til trods for sine stikkende synths faldt »Finns det en så finns det flera« igennem som discount dance-pop, og sangerindens neddæmpede, sukkende vokal matchede ikke det dunkende beat. Selv det dramatisk svungne stryger-tema på »Måndagsbarn«, sangen der gav Maggio sit danske gennembrud, var der af uransagelige årsager skruet ned for.
Trådte i karakter med soul og rock
Mod slutningen spillede Maggio og bandet dog nogle af deres stærkere kort. »17 år« var perfekt til en solbeskinnet formiddag med dets gospel-inspirerede klaver-rundgange og backingvokaler. Både de soulede og rockede sange tillod Maggio at træde mere i karakter som sangerinde.
På den tekstmæssigt ikke just subtile »Jag kommer« piskede hun stemningen op med et stakåndet omkvæd, mens guitaristerne huggede skrabede The Strokes-lignende riffs af og trommeslageren satte hihatten på overarbejde.
Også på »Dallas« viste Maggio og co. forståelse for opbygningens vigtighed. Her var et eksempel på en sang hvor melodien var solid nok til at bære de spændingsmættede trommehvirvler og eksplosioner. Havde der været flere af disse, ville man måske kunne se stort på bandets lidt for harmløse fremførelser.
Hvem: Veronica Maggio
Hvor: Arena, Roskilde Festival, torsdag
