Hvad gør dirigenter i klassisk musik egentlig?
Når underholdningsprogrammet Maestro rammer DR1 i aften, vil man få et godt svar:
Dirigenter er verdens mest overflødige folkefærd. En gruppe som DR SymfoniOrkestret kan sagtens spille uden. Podiets højt betalte diktator retter kun småfejl og beder om mere varme i violinerne.
Hvorpå han siger tak for den sekscifrede ugeløn, og I ringer bare en anden gang. Seks cifre for noget, man kunne lære på en uges tid. Kun kendere ville lægge mærke til forskellen.
Dét var så den ene side af historien.
For når man har oplevet Fabio Luisi åbne DR SymfoniOrkestrets sæson med tre af musikhistoriens allermest ambitiøse værker, så har man også fået den anden side:
At den sympatiske stjerne fra støvlelandet rent faktisk gør en vældig forskel. At selvfølgelig kan man høre dirigenten.
Fabio Luisi har ellers haft travlt de seneste dage.
Han arbejder ikke bare ved operahuset i Zürich til daglig, han var også fast gæst ved Metropolitan Opera på Manhattan i nogle år og udset som efterfølger for husets chefdirigent i skikkelse af legendariske James Levine.
Så da stakkels Levine faldt i sit sommerhus forleden og fik ondt i en allerede skadet ryg, ringede man straks til Luisi. Der altså blev chef for et af verdens førende operahuse lige pludselig. Og som nu skal flytte hustru og tre sønner til det amerikanske.
Men han holdt sin aftale med DR, stillede sig i spidsen for sæsonens første koncert og fortjente en medalje for det hele. Han gjorde en torsdagskoncert om indre og ydre kampe til en sejr. Han gjorde åbningen til en fest.
»Don Juan« af fyrværkeren Richard Strauss ender for eksempel nemt i kaos, i alles kamp mod alle. Men alt genlød af skønneste orden og lukullisk vellyd hin aften. Takket være den fantastiske italiener på podiet.
Trylleslag
Otte minutters omstilling, lidt snak om sæsonens højdepunkter og så næste stykke i drømmerækken:
»Salmesymfonien« fra 1930 af Igor Stravinsky.
De tre satser handler om skrig og undergang. Koret oppe på den dertil indrettede balkon ser heller ikke for spændende ud. Ikke engang orkestrets varme violiner er med denne gang.
Men det bliver igen et højdepunkt! Hvor den skelsættende »Le sacre du printemps« af samme komponist rykker i kroppen, da rykker trossymfonien i sjælen. Lige fra begyndelsens tunge vandring gennem forhistoriske katedraler til finalens klingende glorier over biblens ord.
Og jo: Beethovens to århundreder gamle »Eroica« var sin tids længste symfoni og kan sagtens føles derefter.
Men timen bliver spændende fra først til sidst i Luisis hænder. Den berømte sørgemarch i midten lyder pludselig som værkets vigtigste sats. Og hvornår har man sidst hørt så mange opfordringer til dans i den symfoni?
Fabio Luisi selv gør ikke det store væsen af sig. Han står aldrig i den forstand og bestemmer alting. Han lader musikerne lytte til hinanden i stedet. Selv de sværeste falder på plads på den måde som ved et trylleslag.
Så tillykke med det nye job, Fabio. Men vend også tilbage snart. For vi har brug for dig.
