Man kan næppe andet end at overgive sig til denne energi og denne ukuelighed. Her handler det om den 33-årige britiske sanger og pianist Jamie Cullum, som på scenen er en herlig og hyperaktiv spirrevip, der bare kan kunsten at holde sin gryde i kog. Ja, i sidste måned havde jeg fornøjelsen af at opleve ham på festivalen Elbjazz i Hamburg, hvor han under åben himmel på en iskold aften fik skruet totalt op for såvel varme som charme.
Jamie Cullum har med – eller måske til trods for – sin baggrund i jazz opnået salgstal, der normalt kun overgår de populæreste pop/rock-kunstnere, og helt klart flirter han da også mere og mere med tidens populærmusikalske stilarter. I hvert fald er han på nyudgivelsen kommet godt inden for i et tidstypisk toneterratorium.
Men lige meget hvor meget pop det er, så er det fundamentalt set også bare jazz. Kort sagt: Her får vi det tilbagelænede, det flabede, det fleksible, det flagrende og det alt-kan-ske-agtige udtryk med en stemme af uforfalsket crooner-tilsnit, et fremragende tangentspil plus et hold af musikere, der passer ind i universet.
På det nye album handler det overvejende om nyskrevne sange med Jamie Cullum som ophavsmand eller medophavsmand. Og ret beset er der flere numre, som næppe nogensinde vil gå over i musikhistorien, men til gengæld er der andre, som godt kunne fortjene det.
I hvert fald kommer sangeren godt fra start, når han synger, spiller og fløjter den løsslupne »The Same Thing«, og når han dertil får foldet »Everything You Didn’t Do« ud som en medrivende sing-along-ting. Og lad os ikke glemme »When I Get Famous«. Et helstøbt manifest, leveret i bastant souljazzregi og med blæsere og andet stort udtræk – plus en god gang ironi og selvironi.
Fra den store amerikanske sangbog har Jamie Cullum transformeret Cole Porters »Love For Sale« ind i et spændende og tungt pumpende elektronisk lydbillede med flot spil på elektrisk klaver, men desværre også med et irriterende, saboterende indslag fra rapperen Roots Manuva.
Heldigvis er der efterfølgende fuld kompensation i form af »Pure Imagination«, en smuk filmmelodi af sangskriverparret Leslie Bricusse & Anthony Newley, her holdt helt nede i tempo, med et vokalforedrag, der er fortroligt og troværdigt, og et klaverspil der er lyrisk og fabulerende. Ja, smukt og perfekt.
Hvem: Jamie Cullum.
Hvad: »Momentum«, Island/Universal.
