Ud af hovedet, ind i rampelyset

Australske Tame Impala viste onsdag aften i Falconer Salen, at de ikke længere kun laver virkelig gode plader. Nu kan psych-rockerne også forløse dem på ret så blæret vis live.

Tame Impala koncert Falconer Salen med forsanger Kevin Parker Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Han er og bliver en studierotte, australske Kevin Parker. En gudbenådet en af slagsen, der kan spille, skrive, synge og skrue på knapper, så det er en fryd for ørerne. Men det her med at indtage scenen foran tusindvis af forventningsfulde mennesker, og så rent faktisk være i det - lege med opmærksomheden og de performative aspekter - falder ham måske knap så naturligt.

Sådan så det i hvert fald ud, da han første gang besøgte Danmark i front for Tame Impala. Det var på Roskilde Festival i 2011, hvor gruppen red på en bølge af hype i kølvandet på debutalbummet  »Innerspeaker«. Koncerten var mildt sagt en kæmpe skuffelse. Gruppens melodiske take på groovy 70er-psych-rock kom slet ikke ud over scenekanten. Lyden var flad som en pandekage, og Parker stod som en saltstøtte i midten - enten paralyseret af angst eller stenet på dansk fjolletobak.

Siden har Tame Impala og Kevin Parker gennemgået en ret markant transformation, der nåede sin foreløbige kulmination på sidste års rasende gode album nummer tre, »Currents«. En plade, der på meget direkte vis handlede om at ændre sig - om transformation - og samtidig understregede sin pointe ved at udvide Tame Impala-universet med elementer af pop, soul, soft rock og elektronisk musik.

Hvor Parker før var introvert - bare se titlerne på de to første plader, »Innerspeaker« (2010) og »Lonerism« (2012) - insisterede han med »Currents« på, at han godt kunne være ekstrovert. »They say people never change, but that’s bullshit, they do,« lød det direkte på nummeret »Yes, I’m Changing«.

Netop fremførslen af den sang stod da også som et af de mest prægnante øjeblikke, da Tame Impala onsdag spillede foran en udsolgt Falconer Sal. Her droppede Parker for en stund guitaren og bevægede sig i stedet helt ud til publikum, hvor han sang sig ømt og blottet gennem sangens lyse, himmelstræbende melodi. Og da han under det regulære sæts ekstranummer igen stillede sig helt frem og spillede sin solo med guitaren højt hævet over hovedet, syntes transformationen komplet.

Smittende melodier og grooves

Men den var faktisk tydelig på flere planer denne aften. Godt nok fik Parker & Co. ikke det optimale ud af den ellers stensikre publikumsfavorit »Let It Happen« i koncertens begyndelse, men herfra udviklede showet sig til en aldeles overbevisende musikalsk oplevelse. Lyden var muskuløs og velafbalanceret, gruppens samspil sad lige i skabet, og pladernes mange spektakulære produktions-tricks blev flot realiseret i en ellers svær live-setting. Det er trods alt ikke hver dag, at man får lov til at høre trommefills kørt igennem susende phaser-effekter i live-sammenhæng. Kudos for det.

Selvom det nok var sangene fra »Currents«, der vækkede størst genklang hos dele af publikum, så stod lidt ældre sager som »Alter Ego«, »Apocalypse Dreams« og ikke mindst en storstruttende »Elephant« også virkelig stærkt. Og afslørede, at der på tværs af Tame Impalas transformation hele tiden har luret en uhyggelig veludviklet sans for smittende melodier og ditto grooves. Nogle ting ændrer sig åbenbart aldrig.

Til gengæld var det en lille streg i regning, at vi ikke fik bandets vel nok største hit herhjemme »Cause I’m A Man«. Måske de gemmer den til sommerens koncert på Roskilde Festival. Man har da lov at håbe.

Hvad: Tame Impala
Hvor: Onsdag, Falconer Salen

Lyt til hele sætlisten her