Traditionen tro var der tyvstart torsdag aften på den jazzhistoriske matrikel i Store Regnegade. Og helt i overensstemmelse med traditionen skete det med en vægtig aktør fra jazzens hjemland.
Ved flyglet sad den nu 72-årige sanger, pianist og sangskriver Ben Sidran, en mand, der har bevæget sig omkring i både jazz og rock, men som har sin identitet i kraft af sine begavet sammenskruede sange, som han afleverer i en tilbagelænet og nonchalant stil.
Hans tekster er langt hen ad vejen ret så livsfilosofiske – med en god portion intellektuel satire - og i en koncertsituation kan der godt gå noget tabt med hensyn til raffinement og pointer.
Men heldigvis er musikken ikke det mindste snørklet. Den er på mange måder lige ud ad landevejen, og sangene følger de »klassiske« formler fra den store amerikanske sangbog og nærmeste omegn, ofte med solide stænk af funk og blues.
Fra USA medbragte Ben Sidran sin søn, trommeslageren Leo Sidran, en driftssikker og aldrig anmassende sekundant, samt den glimrende bassist Billy Peterson.
Og da Billys bror, keyboardspilleren Ricky Peterson, var i byen for at spille med saxofonisten David Sanborn, blev han denne koncerts gæstekunstner. Han var rigtigt god og spillede rigtigt fornøjeligt, men om han tilførte musikken noget specielt er mere tvivlsomt.
Har aldrig hørt Bob Rockwell bedre
Det var jo trods alt Ben Sidran, der var hovedpersonen, om end jeg gerne lige vil pege på gruppens fjerde medlem, den herboende amerikanske tenorsaxofonist Bob Rockwell. Han har i mere end 30 år beriget den danske jazzscene med sit magtfulde spil, og han har med årene tilsat sin oprindelige meget maskinelle stil nogle fine lyriske dimensioner.
Og som denne nu 70-årige musiker formulerede sig denne aften, kan jeg kun sige, at jeg aldrig har hørt ham bedre. Her var det store overblik, ro og balance, en smuk tone, og lige nøjagtigt ikke én for meget. Alt havde mening, alt havde værdi.
Men som sagt, Ben Sidran var aftenens hovedperson, og blandt hans værker skal nævnes »Piano Players«, som var en elegant sammenkædning af navne på en lang række af jazzens betydeligste pianister, hvor Ben Sidran da også gav sig selv plads til en tangentekskursion, der viste ham som værdigt medlem af det fine selskab.
Dertil fik vi »In The Beginning«, der efter titelordene fortsatte: »... man created God, so he would not be alone, lost without hope«, en sang, som bare foldede sig ud på sublim og tankevækkende vis.
Og der var flere af slagsen, men dog også mere basale ting, som da Ben Sidran og Ricky Peterson sidst på aftenen lige jonglerede med en regulær gammeldags blues.
Kort sagt – en solid tyvstart og en effektiv tændsats til ti dages jazzfyrværkeri.
Hvem: Ben Sidran Quartet.
Hvor: Jazzhus Montmartre, torsdag aften.
