Tyskerne kom med rabiat avantgardejazz og after-party-monotoni

Den tyske pianist Michael Wollny viste – i selskab med trommeslageren Eric Schaefer – sit imponerende håndelag, inden der blev plads til indisk raga og tysk disco i højere enhed.

De tyske pianist Michael Wollny på scenen i Jazzhouse. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Det blev så tid for de tyske toner, som til dagligt ikke er så voldsomt repræsenteret på den københavnske jazzscene. Men da Copenhagen Jazz Festival er samarbejdspartner med den hamburgske Elbjazz-festival, giver Vinterjazzen anledning til et pust eller to fra vor nabo i syd.

Og mere end et pust. Den 36-årige pianist Michael Wollny er nemlig ikke en hr. hvem-som-helst.

Han er blandt de mest signifikante navne på den tyske jazzscene, og denne aften i Jazzhouse skulle der heller ikke mange takter til, før hans format stod klart.

Nu er takter måske ikke det rette udtryk, da musikken ikke var af udpræget struktureret tilsnit. Tværtimod. Der var nemlig tale om ren improvisation, hvor Michael Wollny spontant og intuitivt udvekslede idéer, tonerækker og lydskulpturer med trommeslageren Eric Schaefer.

I Tyskland er der stærke traditioner for rabiat avantgardejazz, men som udøver hører Michael Wollny til de mere nuancerede af slagsen, og selv om der ved denne lejlighed i høj grad blev plads til voldsomt ekspressive ekskursioner, så bevægede musikken sig også gennem landskaber med blues og bebop og gennem scenerier, hvor klassiske komponister som Mussorgskij og Bartók lurede i kulissen.

Mest fængende – eller måske snarere enerverende på fascinerende vis – blev musikken, når Michael Wollny i længere stræk koncentrerede sig om en enkelt tone, en enkelt akkord, en enkelt figur, som – med Eric Schaefers heftige slagserier – fik karakter af ren og rå rock’n’roll.

Til gengæld var det ingen positiv overraskelse, at aftenens anden koncert skulle afvikles på den lille scene, altså oppe i jazzhusets foyer.

OK – musikken havde måske på mange måder en lidt uformel lounge-karakter – men alligevel.

Mødet mellem den indiske sitarspiller Ashraf Sharif Khan og den tyske DJ og elektronmusiker Viktor Marek, altså raga og disco i højere enhed, havde absolut nogle lytteværdige kvaliteter – og dertil den autentiske after-party-monotoni.

Fire stjerner

Hvem: Michael Wollny & Eric Schaefer.

Tre stjerner

Hvem: Ashraf Sharif Khan & Viktor Marek.

Hvor: Jazzhouse, tirsdag aften.