Tvivlere går hård tid i møde

Landets sejeste sangerhold lod alle synge med på passionen - hør optagelsen af Kristi korsfæstelse som kollektiv i radioen dagen før skærtorsdag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er der jødehad i planetens bedste passion?

Nogle mener ja. De oplever jøderne i J.S. Bachs to timer lange Johannespassion fra 1724 som en karikatur.

Bachs kor af jøder skal endda have inspireret Mel Gibson til en scene i spillefilmen »The Passion of the Christ« - hvilket som bekendt ikke er et godt kort.

Andre har så ment det modsatte. Den tyske barokmester tonede antisemitismen lidt ned, hævder de. Han gjorde snarere os alle skyldige i Jesu fornedrelse og død.

Men det skyldes alt sammen musikkens fantastiske rigdom på billeder. Og når tre af landets kirker de seneste dage har oplevet Ars Nova Copenhagens version, har de haft billederne tættere på end nogensinde.

Ikke med scene eller dragter eller kulisser. Bare med en god håndfuld sangere og en god håndfuld musikere.

Plus selvfølgelig Paul Hillier - klodekendt dirigent med bopæl i det danske. Og mod til at lade alle synge med! Et arrangement som det i Garnisonskirken søndag eftermiddag begynder med fælles opvarmning: De fremmødte synger lige mesterværkets salmer igennem og kan fra nu af skrive »har optrådt under Paul Hillier« på visitkortet. Når værket så går i gang, forstår man baggrunden. Eller rettere: Man mærker det, føler det.

At musikerne spiller på instrumenter i stil med dem i Bachs egne dage er vidunderligt nok i sig selv.

Men det særlige i år har været koret. Ars Nova Copenhagen ligner ikke en hær af sangere. Ikke to sangere står vendt på samme måde.

Og de står selv for samtlige solosange: Når man skal høre Jesus eller Pontius Pilatus eller den pokkers Peters ord, træder de menige medlemmer frem - alt imens vi andre fedter lidt med teksterne i de grønne sanghæfter. Så smuk kan protestantisk tradition være.

Bedre billeder end på film

De to timer går hurtigt på den måde. Lyden af de skiftende solostemmer forbliver dybt underholdende. Nogle af navnene er kendte solister: En nøgtern evangelist i skikkelse af britiske Julian Podger. En altid bevægelig frelser i form af bassen Jakob Bloch Jespersen - som en bjørn, der springer rundt som et egern.

Plus altså alle de menige i Ars Novas elitekorps. Mange vil kende hvert eneste ansigt fra kormusik. Sådan lyder de hver for sig!

For ikke at glemme de enestående engagerede musikere. Pigen på den dybe cello bruger næsten sit fine instrument som slagtøj.

Som når »forhænget flænges, klipper revner, jorden skælver, grave sprænges« ... Ingen film i verden kan sætte stærkere billeder på det sekund.

Og jo: Da koret af jøder sætter i gang, ser man dem for sig igen. Men karikaturen får ligesom en karikeret kant selv: Herrerne brøler »Wir haben ein Gesetz« i helt rette tid og lader lige kirken trække på smilebåndet.

Et godt eksempel på den underspillede humor, der er et af dansk musiks nye kendetegn. Ikke mindst efter Ars Novas mellemkomst.

Kristendommen er efter sigende på vej ned. Gid kristendommens musik ikke følger efter. Dens bud om fællesskab gør selv den køligste agnostiker helt varm sådan en søndag.