Triumf efter tragedien

I Lille Vega sang Søren Huss om tab, tragedie og kærlighed, så hjertet sprang et slag over.

Sorg og fortrøstning fandt sammen på Søren Huss’ stemmebånd i et lydhørt Lille Vega. Her ses han ved en tidligere lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er en mørk og dyster sag. Men sådan må det være.«
 
Søren Huss ser op over brillerne og ud over den fyldte sal. Han sidder på en stol midt på scenen, er klædt i sort, virker på én gang sårbar og stærk.
 
Engang var han stjerne i Saybia, men så indtraf det ubegribelige. Hans kæreste blev dræbt i en højresvingsulykke, og han blev med ét alene med deres lille datter.
 
Et mareridt der kan knuse enhver, men som Huss omsatte til dette års knugende smukke soloalbum »Troen & Ingen«, der kredser om tabet, tragedien og kærligheden.
 
I Lille Vega står han så foran et publikum, der også synes stærkt berørt af forhistorien, og som skaber en inderlig, varm og medfølende atmosfære.
 
Huss gør det hurtigt klart, at han agter at spille pladen »fra ende til anden«, og sættet åbner således med »Som Mejslet I Massiv Granit«, hvor hans stilfærdige anslag på westernguitaren finder sammen med backingbandets bas, guitarer, tangenter og trommer.
 
Siden følger »Velkommen hjem«, hvor den fremragende Jeppe Kjeldberg lader sin steelguitar blinke i sangens udkant, og hvor melodien bølger blidt omkring Huss, som holder igen på sin store stemme, så hårene rejser sig i nakke og på arme.
 
Den dejlige datter
 
Netop denne holden igen er også med til at gøre albummet så stærkt. Ikke noget oppustet patos, ingen udvendighed, ingen manerer. 

Ja, ikke noget af alt det, der har martret Saybias plader, men derimod en kontrolleret desperation og en skønhed, som klædes i en varm, 1970erklingende sound og formidles gennem linjer, hvor den døde elskede er blevet til »et loft med støvede kasser/fyldt med farvestrålende tøj.«  
 
Suk. Men også svimlende smukt, og i Lille Vega kulminerer det hele i den sindssvagt melodiske »Et Hav Af Udstrakte Hænder« og i »Jeg Finder Vej«, hvor håbet og glæden får liv via datteren.
 
»Stil mig ved foden af et bjerg af døde kroppe/med kun modløshed på toppen/Jeg finder vej«, lyder det, og Huss formår at plante begge følelser i sit publikum. Sorg & fortrøstning. Og som ekstranumre får salen to nye numre, og i et af dem synger han: »Asker i en øl/drikker en tår/det smager af forgangne år«.
 
Så er det slut, og vi går atter ud i kulden og mørket. Den vej skal alle jo. For at finde hjem. En stor, stor aften.

- Søren Huss i Lille Vega, fredag.