Trio og treenighed

Den amerikanske stjernepianist Brad Mehldau og hans sekundanter var glimrende, men Lennart Ginman, Thomas Blachman og Carsten Dahl viste, hvad sublim triokunst er for en størrelse.

Thomas Blachman - trommer - Carsten Dahl - piano - Lennart Ginman - bas Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Brad Mehldau Trio

DR Koncertsalen, fredag aften

(4/6) ****

Ginman/Blachman/Dahl

Kulturhuset Islands Brugge »Jazz by the Sea«, lørdag aften

(6/6) ******

Hvordan er det nu med den triojazz? Altså, den med klaver, bas og trommer?

Ja, elementært sagt er det en konstellation, der i årtier har været et vigtigt element i jazzens univers – og altså også i den igangværende festival.
En af de seneste års mest sofistikerede trioer ledes af den nu 47-årige amerikanske pianist Brad Mehldau, som – sammen med sine faste sekundanter, bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard – havde æren af at åbne festivalen i Koncertsalen i Ørestaden.
Det fungerede udmærket med en rimelig lyd og en god sammensmeltning af instrumenter og musik. Brad Mehldau bød primært på egne nye kompositioner, som var af en lidt blandet beskaffenhed, og som han broderede over – undertiden med fascinerende ekspansion og undertiden med tendens til tomgang.
»Blues in C« var en frisk sag og et klassisk inspireret værk med tango-ingredienser, og en magtfuld kadence var ganske betagende. Stærkest stod dog en let vemodig filmmelodi fra 1954, David Raksins »My Love and I«, der bare foldede sig ud, og det samme var tilfældet med ekstranummeret, en sejt tilbagelænet udgave af rock-klassikeren »Hey Joe«, hvor der også var godt medspil fra Larry Grenadier og Jeff Ballard.

Ligeværdighed

Dog åbnede der sig en helt anden verden under sommerhimlen lørdag aften ved havnekajen på Islands Brygge. Nok engang en klaver-bas-trommer-trio, men nu med vægt på treenighed og ligeværdighed, hvilket navnet Ginman/Blachman/Dahl da også signalerer.
Her fik vi en halv snes værker, som man ret beset kan betegne som velkendte og hårdtprøvede, men som ikke desto mindre fremstod så dugfriske, at man fra første til sidste takt bare var besat af en herlig kombination af at opleve øjeblikket og blive nysgerrig på det næste.
Jo, det var da pianisten Carsten Dahl, der – med sin formidable tangentleg – var trioens musikalske igangsætter, men lige så meget oplevede man tre legekammerater, der uophørligt inspirerede hinanden til at drage ud på nye eventyr.
Allerede i den indledende »Autumn Leaves« blev det til et forunderligt »chase« med trommeslageren Thomas Blachman, der jo – selv om han er berømt for tusinde andre ting – bare er en fantastisk jazztrommeslager. Koncerten igennem gav han puls og farver, ligesom han – med slagserier og skarpe smæld – var mand for at vende og dreje musikken.
Som manden i midten lagde bassisten Lennart Ginman et usvigeligt fundament, og dertil viste han melodiøst solospil samt evnen for at lade sin strengeleg kommentere klaverspillet, således som vi fik et sublimt eksempel på i trioens udgave af den udødelige »Over The Rainbow«.
At Carsten Dahl nu holder lang pause fra musikken og dermed også samspillet med Ginman og Blachman, kan være en medvirkende årsag til, at der denne aften var så meget urkraft og så megen glæde, som alt i alt gjorde trioens koncert til noget enestående smukt.

 

 

Brad Mehldau (piano) - omgivet af Larry Grenadier (bas) Jeff Ballard (trommer) Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.