Efter en regnvejrsfyldt fredag søgte tusindvis af festivalgængere midt på aftenen tilflugt under Arenas tag. Fra start viste danske Anders Trentemøllers dystre electronica og postpunk sig at være et kærkomment rum, hvad enten man var kommet for at trampe flere huller i gummistøvlerne eller blive ført væk på lag af disede synths.
Med underskud på søvnkontoen og rimelig mæt af ydre stimuli, stod jeg midt i teltet og var glad for blive opslugt af de knagende sci-fi synths på den instrumentale »November«. Uden at give slip på trommemaskiner eller synths har Trentemøller i de senere år bevæget sig i en mere organisk og rocket retning. På Arena var han flankeret af trommeslager, bassist og to guitarister.
Beatet på »My Conviction« mørbankede ind i hjertet. Guitar og bas slæbte afsted med tungt bytte på »Trails«. Kombinationen af industrielle beats og savtakket rock lød sexet og tilstrækkelig frisk i Trentemøller og co.s hænder.
Det eneste tidspunkt vi hørte Trentemøllers stemme var, da han intonerede et par fraser på »Never Fade«. Ellers var det op til sangerinde (og guitarist) Marie Fisker at stå for vokalarbejdet, og det gjorde hun enestående med kølig elegance og veldoseret patos.
Selv om bandet på forrige numre havde jagtet crescendoer, indtraf koncertens helt forløsende øjeblik først med hittet »Moan«. Trentemøller pirrede publikum med stumper af iskold synth og fik klubstemningen op i højt niveau. Måske var der flere blandt publikum, der trampede med til Trentemøllers intense koncert på samme scenen i mudderskredsåret 2007? Her ti år senere står det klart, at danskeren har udvidet sit musikalske udtryk på beundringsværdig vis.
Hvem: Trentemøller
Hvor: Arena, Roskilde Festival, d. 30. juni 2017
