Trækspillets ædle kunst

Det var sammensmeltning af mand og instrument, der skabte musikken, da den franske harmonikaspiller Richard Galliano var alene på scenen i Jazzhus Montmartre

Den franske harmonikaspiller Richard Galliano på scenen i Jazzhus Montmartre, torsdag aften. Foto: Torben Christensen
Læs mere
Fold sammen

Richard Galliano

Jazzhus Montmartre, torsdag aften

(også fredag og lørdag kl. 20)

Trækharmonikaen findes i mange – ofte folkloristiske – former og genrer. Og ret så karakteristisk er det, at de udøvere, der virkeligt behersker instrumentet, sjældent bevæger sig inden for snævre stilistiske grænser. Her er det selve instrumentet, der er genren. Det er som om, at den befordrende bælgfunktion og musikerens åndedrag smelter sammen.

Sådan forholder det sig i hvert fald med den nu 66-årig franske harmonikaspiller Richard Galliano. I jazzens verden nyder han – med rette – anseelse som den store mester, og her var han så – ganske alene på scenen i Jazzhus Montmartre.

Uden annonceringer, men dog med en yderst venlig og imødekommende fremtoning, lod han det ene værk følge det andet i en nuanceret blanding – og krydret med masser af improvisation.

Indledningsvis fik vi et par numre i valsetakt, uden at man kunne tale om nogen bastant rytme. Snarere var den underspillet, og så alligevel befordrende. Og her er det nærliggende at sige, at Richard Galliano har viderudviklet den gamle parisiske musette-musik på samme vis som argentineren Astor Piazzolla har fornyet tangomusikken. Og slægtskabet mellem de to musikere er tydeligt, og værker af sidstnævnte var da også på aftenens program.

Men det blev også til regulært jazz, ikke mindst i Oscar Pettifords blues »Now See How You Are«, hvor harmonikaspilleren leverede pulserende boogie-bas, mens han med sit ekstremt virtuose højrehåndspil lod alskens tone-guirlander fløjte af sted.

Ja, ikke sjældent gik det mildt sagt lynhurtigt, til tider med stænk af rastløshed, om end idéerne tydeligvis blev fastholdt og dermed også den musikalske stil og sjæl.

I den mere lyriske afdeling stod Charles Trenets smukke ballade »Que reste-t-il de nos amours« aldeles smukt i kraft af et originalt diskantspil og underspillede rytmiske markeringer samt klange med betagende orgelbrus.

Som en form for intermezzo greb Richard Galliano et par gange til en accordina, det vi sige en lille knap-mundharmonika, hvilket førte til henholdsvis en ganske fin og enkel version af Richard Rodgers’ »My Funny Valantine« og en aldeles fantasifuld udgave af Nino Rotas bittersøde tema fra filmen »The Godfather«.

Men det var og blev trækspillets ædle kunst, der berigede og fascinerede denne aften. Her var vals og tango i både bastante og æteriske formationer, og nævnes skal da også Richard Gallianos elegant vibrerende og eminent fortællende fortolkning af Django Reinhardts sigøjner-jazz-klassiker »Nuages«.

Og aftenen igennem var det – som sagt – denne sammensmeltning af mand og instrument, altså det fysiske og den mentale åndedrag, der skabte musikken. Og det vil sige musik som en levende organisme, skabt af mesterens igangsættende basgange og de sindrigt sammensatte og stemningsskabende akkorder, og dertil de sprudlende melodiske forløb, der uophørligt tog tilhørene ud på nye eventyr.