Traditionsrigt tilløbsstykke

Bistået af John Tchicai førte Pierre Dørge sine trofaste tropper sikkert gennem den globale musikjungle.

Selv om guitaristen Pierre Dørge har holdt styr på sit New Jungle Orchestra i mere end 30 år, er hverken han eller orkestret udbrændt. Tværtimod. Heller ikke en kombination af trofast tilhørerskare og nye nysgerrige ører havde ladet sig kue af vintervejret, hvorfor orkestrets traditionsrige nytårskoncert også i år skulle blive et tilløbsstykke.

Kapelmesteren, der som altid var god leverandør af underspillet verbal introduktion, var netop hjemvendt fra Indien, hvilket naturligt gav anledning til en indledning med strengeleg på indisk raga-manér, inden alle ti musikere foldede sig ud. Både med store klange og solistiske indslag samt med de glidende overgange mellem komposition og improvisation, som jungleorkestret behersker så suverænt. Også ved denne lejlighed, hvor man fra første afdeling må fremhæve den fine Dørge-komposition »Balada Para el Trompetista« med trompetisten Gunnar Halle som mesterlig solist.

Efter pausen blev det så koncertens gæstekunstner, den 74-årige tenorsaxofonist John Tchicai, der kom i fokus. Indledningsvis med en smuk og magtfuld fortolkning af Billy Strayhorns »Chelsea Bridge«, og herefter med flere spændende egenkompostioner, som ofte krævede stor koncentration om noder.

Det gav ingen problemer, men alligevel fik musikken et ekstra »jungle«-pift, da koncerten blev afrundet med orkestrets performance-farvede slagnummer, Duke Ellingtons »The Mooche«.