Hvem skulle nu have troet det? Altså at det skulle være Tony Bennett, der suverænt styrede denne aften.

Mange havde vel den forestilling, at han havde taget den 60 år yngre popdiva Lady Gaga med på turné for at blive lidt aflastet. Men nej. Han var i den grad på. Veloplagt, charmerende og med en smittende glæde og en imponerende stemme.

Den har godt nok fået lidt patina med årene, hvilket dog på ingen måde har svækket den snart 89-årige crooners udtryk og troværdighed. Tværtimod. Tony Bennett skulle da bare lige fastslå, at han fortsat er Tony Bennett.

Og på denne klamme aften i Tivoli lagde han sammen med Lady Gaga solidt ud med Cole Porters ”Anything Goes” og Irving Berlins ”Cheek To Cheek”, og da det også er de to første numre på deres fælles album, kunne man jo forvente, at koncerten skulle blive en ret så fastlåst sceneversion af den udgivelse. Men – også her – nej.

Vi fik et flot og godt blandet program, der gav Tony Bennett god plads til at dykke ned i sit bagkatalog.  Og her skal blot nævnes hans fortolkninger af sange som ”Watch WhatHappens” og ”The Good Life”, som da bare gyngede af sted, og som i kraft af Tony Bennetts helt personlige og utroligt velafbalancerede frasering i den grad foldede sig ud.

Sangerens soloafdelinger havde så også det formål, at Lady Gaga fik tid til at skifte kostume, og hun nåede faktisk op på otte af slagsen i løbet af de syv kvarter, koncerten varede.

Alle aldeles spektakulære, raffinerede og pikante, og i hvert fald vil aftenens publikum næppe glemme hendes røde net-kostume, som ikke overlod meget til fantasien, og som naturligt lagde op til hendes udgave af ”I Can’t Give YouAnything But Love, Baby”.

Og skulle man så tro, at Lady Gaga blot var med som visuel staffage, ja, så var hun da bestemt kvinde for at vise noget ganske andet. Nemlig sin stemmepragt.

Blandt mange fine ting er det værd at nævne hendes dramatiske version af det gamle Cher-hit ”Bang Bang(My Baby ShotMe Down)”, og ikke mindst hendes fantastisk flotte og Edith Piaf-influerede fortolkning af ”La Vie en Rose”.

Men på det vokale område var det nu Tony Bennett, der stod for stjernestunderne, og som af samme grund var mand for at score anmelderens seks stjerner.

Han leverede Charles Chaplins ”Smile” så smukt og med en sådan magisk ro, at al mumlen blandt publikum totalt forstummede, og på fornemste vis fulgte han dette mesterværk op med en skønt swingende ”WhenYou’reSmiling”.

Og selvfølgelig blev der også plads for mandens signaturmelodi ”I Left My Heart In San Francisco”. Sådan!

Og så var der selvfølgelig også duetterne, hvor Tony Bennett og Lady Gaga absolut formåede at spille op til hinanden, både med flirt i klædelige doser og ikke mindst med musikalske dialoger, der havde såvel charme som effektivitet.

Og ganske passende rundede de to artister og deres fremragende band af med Duke Ellington-klassikeren ”It Don’t Mean A Thing If I Ain’t Got That Swing”.

Jo, det swingede, og man havde da også for længst glemt, at det var en kold og klam aften.

Hvem: Tony Bennett & Lady Gaga

Hvor: Tivoli, Plænen, onsdag aften

Copenhagen Jazz Festival.

Læs også Berlingskes eksklusive interview med Tony Bennett, der bl.a. fortæller om samarbejdet med Lady Gaga: »Jeg kan næsten ikke vente til det næste show«