Ude foran Mølleparken havde en radikal folketingskanditat parkeret sin longjohn og rendte rundt for at kapre stemmer i køen foran Sønderborgs friluftsscene.
Ifølge ham var publikum noget yngre aftenen før til Gnags og Tøsedrengene, men det sagde vist mere om, at vi denne lørdag var godt på den anden side af 50 år til aftenens koncert med Sir Tom Jones.
Havde man opgraderet sin 500 kroners-billet til en VIP-billet, var der adgang til spiseteltet, hvor Brødrene Koch fra den aarhusianske gourmetrestaurant af samme navn diskede op med en fem-retters. Ellers stod den på fadøl, shots og tykke Ringrider-pølser fra den lokale Slagter Nielsen i boderne rundt om amfiscenen.
I Bar 4 glædede især kvinderne sig til aftenens koncert. Det var jo ikke ligefrem hver aften, Mr. Jones kom til Sønderborg, sagde de, og måske sidste chance for at opleve ham.
De syntes, Tom Jones er "handy", hvilket blev præciseret til "lidt fiks", og de glædede sig især til at høre hits som "Sex Bomb" og "Kiss" – selv om sidstnævnte nu er bedre er bedre med Prince. For han er nemlig endnu mere "handy".
Det var Annalise Pedersen og Sussi Theander ikke helt enige i. Mor og datter på henholdsvis 76 og 58 har fulgt Tom Jones siden 1970 og har blandt andet oplevet ham i London, i Falconer Salen og i Tivoli. Og selv om Fru Pedersen var trukket i en lang Tom Jones T-shirt med teksten "Sex Bomb", var det musikken, der interesserede de to.
Sussi havde en gang stået i kø med "500 hysteriske kvinder" i London for at få Tom Jones til at signere en cd til sin mor. Da det blev hendes tur, sad Tom Jones klar med kyssemund, men der måtte hun svare, at næ-nej, det var ikke meningen.
De to kom langvejs fra, men elles må man sige, at publikum først og fremmest var lokale. Ikke mindst den sanger og guitarist, der i bedste værtshusstil varmede publikum op med coverversioner af tidens hits og danske firserklassikere.
Klokken 21 gik Tom Jones på scenen i et for ham efterhånden klassisk outfit bestående af tætsiddende sort rullekravesweater, sorte bukser, spritnye spidse støvletter og en koksgrå jakke. Underspillet, men lige præcis nok til at out-shine resten af bandet, der lignede noget fra filmen "Det' Bare Mænd".
Men i øvrigt spillede glimrende – to på guitar, en bassist, en trommeslager, tre blæsere og to tangentspillere, hvoraf den ene ofte greb harmonikaen.
Vi var et par numre henne i sættet, da der spontant udbrød "Happy Birthday" som fællessang blandt publikum – Tom Jones koketterede lidt med, om han var 25 eller 26, men fortalte så, at han fejrede sin sidste aften som 74-årig her på Als.
Fra første tone slog Tom Jones fast, at han ikke havde tænkt sig at hvile laurbærrene. Hvor mange kunstnere på dette tidspunkt i karrieren – og ofte meget før – ville være slået over til det sikre repertoire, hvor man underlægger sig publikums forventelige krav og blot spiller de gamle travere, så sætter Sir Tom Jones stadig selv dagsordenen.
Den første halve time af koncerten var således numre fra hans to seneste album, "Praise & Blame" fra 2010 og "Spirit In The Room" fra 2012, samt et nummer fra hans kommende album, som han lovede ville være ude inden jul. Det vil med andre ord sige primært gospel og blues.
Walisiske Tom Jones' godt 40 år som bosiddende i USA fornægtede sig i det hele taget ikke. Han gik ubesværet ind og ud af genrer som blues, roots, americana og traditionel country og rock'n'roll. Og hvis man er til den slags, vil man helt sikkert mene, at aftenens koncert var "foot-stomping, finger-lickin' gooood". Personligt synes jeg, der i perioder gik lidt for meget røvballe i den.
Uden at miste sin integritet og sympatiske lyst til at søge tilbage til sine musikalske rødder kunne Tom Jones med fordel have udskiftet fire-fem af netop de numre med nogle af hans efter min mening stærkeste sange fra slutningen af 1960erne og 1970erne.
Jeg nævner i flæng "She's A Lady", "Daughter Of Darkness", "Puppet Man" og den hysterisk energiske debutsingle "Chills And Fever", som alle glimrede ved deres fravær. I de sange træder Tom Jones stærkest frem som den fantastiske soulsanger, han er, når man ser igennem det trussebefængte Las Vegas-image og blot lytter til hans stemme.
Heldigvis gav han også folk nogle af de store hits. Aftenens højdepunkt var "(It Looks Like) I'll Never Fall In Love Again", som han sang, så hele ens kropsbehåring strittede – imponerende, at han efter at have sunget den sang tusindvis af gange i sin godt 50-årige karriere som solist, stadig kan synge den, som var det første gang.
Denne store ballade gav han som den eneste, som man kender den på plade, men ellers blev hans største hits leveret i nye klæder, hvilket bestemt også var både vellykket og forfriskende. Jeg kunne høre både siciliansk sørgemarch og mexicansk mariachi i mordballaden "Delilah", mens "It's Not Unusual" var helt fantastisk i en lettere salsa-inspireret version, hvor den i netop den sang ellers obligatoriske hornsektion satte saxofonerne og trombonen i stativet og i stedet greb koklokke, guiro, maracas og conga. Også "Sex Bomb" var omarrangeret til klædelig ukendelighed.
Efter halvanden time havde Tom Jones underholdt med godt 20 sange og på sine egne præmisser fået publikum helt op at køre, ikke mindst med 1993-hittet "If I Only Knew". Han kom tilbage og gav comebackhittet, der i 1989 fik ham tilbage på alles læber, nemlig Princes "Kiss".
Og så gav han også "Thunderball", for – nåeh ja – en James Bond-sang har man jo også lige i ærmet.
Tom Jones har de senere år været tilknyttet BBC både som holdleder på talentkonkurrencen The Voice og som radiovært.
Han har henover sommeren bekræftet en række koncerter på europæiske grund – og selv om han stadig kan rulle med hofterne og slå smut med øjnene, og selv om der ikke var en finger at sætte på hans stemme ved koncerten i Sønderborg, skal man nok også kende sin besøgstid, hvis man vil opleve en af musikhistoriens helt store legender.
