Tidlige Armbånd gakkede poetisk igennem på Roskilde

Tidlige Armbånd leverede en uhøjtidelig og skæppeskøn koncert tirsdag eftermiddag på Roskilde Rising-scenen.

Tidlige Armbånd på Rising-scenen, tirsdag 1. juli 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Der er mange måder at være ung på. Og tilsyneladende lige så mange måder at afspejle det i sin musik. Det kunne man forvisse sig om tirsdag eftermiddag på Roskildes Rising-scene, hvor de helt grønne Roskilde-bands vanen tro forsøgte at overbevise om egne fortræffeligheder.

Første levende billede var Tidlige Armbånd med den charmerende Anders Hjernø i front. Sammen med sine fire medmusikanter indtog han scenen iført skævt smil, kitschet genbrugstøj og med et par flasker billig, sød champagne.

LÆS OGSÅ: Er du en desperat singlefar? En festabe på SU? Find din festival her

Og som sådan var det et passende varsel om, hvad der var i vente rent musikalsk. For Tidlige Armbånd leverede en mildest talt uhøjtidelig og pilskæv koncert, der på fornem vis hang Hjernøs naivistisk bedårende tekster op på nogle dybt uforudsigelige sangstrukturer.

Det ene øjeblik struttede de af sted i en hvid mands stive funk-groove, for det næste at flyde ud i rødmende poetiske passager, inden sangene igen knækkede over i nærmest avantgardistisk gakkede løjer. Fremspillet på keyboard-trompet, tapping-guitar, auto-tunet vokal, billige trommemaskiner og skæve vokalharmonier.

FOTO: Når festivaldagen går på hæld melder snave- og danselysten sig

I perioder var det som at høre verdens sødeste specialklasse forsøge at spille fritflydende Zappa-kompositioner i efterskolens musiklokale. Dog hele tiden med Hjernøs kropsligt sansende lyrik som afgørende tyngdepunkt. »Kan du elske mine øjne blå? Kan du elske mit hjerte rent?« som det lød et sted.

Og for ligesom at understrege uforudsigeligheden, kastede kvintetten sig sørme også over et skævt cover af Lis Sørensens »Verden Er I Farver«. Der på en eller anden måde gav utrolig god mening på sådan en dag, hvor Tidlige Armbånd for alvor vendte tingene på hovedet.

FØLG OS: Læs mere fra Berlingskes kulturredaktion på Roskilde Festival på b.dk/roskilde2014

Enkelte steder strakte de den musikalske elastik så hårdt ud, at den knækkede. Og så tippede den gakkede charme over i det studentikose. Men når de så samtidig kunne præstere et nummer som den ligefremme og fabelagtigt opløftende »Din Natur«, var det alligevel svært at brokke sig.

For dansk musik har brug for flere hjemmekrøllede originaler som Tidlige Armbånd. Der tør gå deres helt egne veje. Og smile fjoget imens.

LÆS MERE OM TIDLIGE ARMBÅND: Her er morgendagens rockstjerner

Hvem: Tidlige Armbånd / Hvor: Rising-scenen, tirsdag

SPOTIFY: Lyt til Tidlige Armbånd