Efter en dag med sol og lette skyer var ingen forberedt på en gentagelse af juli måneds skybrud. Men det kom, og forvandlede på få sekunder festivalpladsen på Ti-Øren på Amager til et sumpområde befolket af panik.
Og tillige en uhøjtidelig folkefest af en jamsession med selveste firserikonet Prince til ingenting. Det massive regnskyl stod i en skæv vinkel direkte ind på scenen og forårsagede på ingen tid et strømafbrud, der umuliggjorde en fortsættelse af koncerten. Klokken var på det tidspunkt lidt over kl. 22.30, og musikken havde spillet siden siden kl. 14.00 med opvarmningsnavnene Nikka Costa, Paloma Faith, Raphael Sadiq og Chaka Khan.
Men det var først, da Prince himself indtog scenen kl. 21.10, at festen for alvor blev skudt i gang.
Den var annonceret som en festival, den første under NPG-navnet, eller New Power generation, som også er navnet på Princes band. Selv om det var hyggeligt, ville ikke bare jeg, men et væsentligt antal af de mere end 15.000 fremmødte uden blusel have foretrukket en solokoncert med ikonet, eller i nødstilfælde med Sadiq som opvarmning, idet han var den eneste af de øvrige programsatte, der leverede varen.
Værst var timen med Chaka Khan, som ledte direkte op til Prince. Hun kan hverken synge endsige tale, og de hits der var engang, ja, de blev liggende dér, i fortiden, primært i firserne. Den 59-årige næstenlegendes optræden var decideret rædselsfuld.
Med Prince forholdt det sig anderledes. Selv om han i løbet af det seneste år har været i både Roskilde, København og Herning, var spændingen intakt. For det er sådan med prince, at man aldrig ved, hvilken dag, man fanger ham på. Ikke to aftener er ens, ikke to sætlister ens. Og med det hitarsenal han begik i firserne, hvor kun de jævnaldrende Michael Jackson og Madonna var i samme liga, går det i reglen aldrig galt på en scene.
Og det gjorde det heller ikke på Amager.
Prince indtog scenen med et… kamera. Tog billeder af publikum, smilede, tog sig tid. Inden han skiftede linsen ud med den guitar, der klæder ham bedre end nogen anden.
Et kort tak for fremmødet, og han var i gang. Med sangen om at elske sin guitar. Herfra styrer han alt. Spiller på både sit instrument og på publikum. Det ser så let, så elegant og slet og ret naturstridigt ud. Som var den blot en kropsdel.
Så blander han Jimi Hendrix ind, så Bob Marley, alt synes naturligt. Imens banker pulsen fra New Power Generation af sted. ”I want it perfect for you,”siger han til folket, mens han får dæmpet lyset for at signalere intimitet.
Prince er i voldsomt godt humør, smiler, blinker. Måske fordi det her er den første NPG music & arts festival, som den så fint er beskrevet.
Videre er han i Rasberry Baret – næste stop Cream. Der er fuld smæk på i de første 45 minutter, og Prince står ikke stille i blot et splitsekund. Alle numrene trækkes i halen, der jammes, leges. Energien er smittende, men udtrykket følger ikke altid trop.
Så går han ud, lader korsangerinderne, bassisten og guitaristen deles om et nummer. Tilbage igen på scenen, de grå klæder er skiftet ud med lilla ditto, prompte slår han over i ”Purple Rain”. I en blid version, uden så meget drama, som sidste år på Roskilde. Men stadig en af de sange…ja, en af de få. Også den trækkes som en kat i halen, han lader publikum synge med på kor, igen og igen. Det er alt for meget, men hvad skal man sige, for det går lige i hjertet alligevel.
Så træder gæsterne ind på scenen. I første omgang baslegenden Larry Graham i ”Everyday People”, det er Larrys sang, siger Prince. De jammer løst, duellerer lidt. Prince smiler, Graham halser.
Så hvisker Prince til sin ene korsangerinde. Hvorefter hun går ud og fisker publikummer op på scenen, velsagtens en 20 stykker i alle højder, køn, aldre, deriblandt sangeren og sangskriveren Thomas Buttenschøn, ham med det høje hår og den nasale stemme.
Alle har det festligt, der jammes videre over i en bid af Alphabet Street. Musikalsk er det mindre interessant, mestendels show for galleriet. Man lytter mest efter Princes fills på guitaren.
De store Hypnotic Brass Ensamble entrer pludselig festen på scenen, og får alt til at ligne det kaos, det vitterlig er. Bortset fra, at NPG holder rytmen som en metronomen.
Så falder de første regndråber. Bedst som Prince er ved at spille sig en gedigen aften af hånde. Dråberne er store, tunge. De tager strømmen. Der er ikke gået et halvt minut før både publikum og band, gæstedansere etc. er væk. I stedet kæmper scenearbejderne med dels at feje vandet ud over kanten og med at på demonteret monitorer og andet udstyr, som kan tage skade.
En dag i et halvunderligt sammensat festivalkoncept var slut. Måske godt det samme. Prince bør kunne gøre det endnu bedre søndag, hvor han spiller kl. 20.00. Der er rigeligt med billetter til salg endnu.
Prince på Ti-Øren Lørdag
