Flashback til august 2009. På et mindre Brooklyn-spillested i New York ser jeg en gruppe introverte britiske teenagere fumle sig nervøst gennem deres opvarmnings-sæt for landsmændene i Friendly Fires. Det er aftenen før udgivelsen af deres debutalbum som The xx, og selvom de åbenlyst har deres helt egen lyd og monokrome æstetik, så er der vist ingen denne aften - inklusive bandet selv - der har fantasi til at forestille sig, hvor store de siden skulle blive.
Flash forward til februar 2017. Det er fredag aften, og The xx går på scenen i København foran knap 10.000 mennesker i Forum. Trioen har netop udsendt deres tredje album, »I See You«, der ligesom forgængerne byder på en stilfuld minimalistisk tusmørkepop formuleret i et overraskende krydsfelt mellem gotiske The Cure, den tragiske r&b-prinsesse Aaliyah og forskellige aflejringer af britisk bas- og klubmusik.
I en tid hvor alle andre synes at råbe højere og højere, er The xx lykkedes med det modsatte. Det er en blufærdig musik sunget fra sky og introverte menneskers sarte intimsfære. En musik fuld af stilhed, pauser og tomme pladser. En musik der udspiller sig i de både fysiske og metaforiske rum mellem to elskende, to venner, mellem ydre og indre uro.
Artiklen fortsætter under billedet...
Netop derfor kunne man også på forhånd frygte, om trioens musik og væren ville kunne skaleres op i Forums store format. Svaret blev både et ja og et nej. Men overraskende nok nok mest ja.
Først og fremmest klædte Forums rungende akustik faktisk bandets lyd ret godt. De forholdsvis få elementer, de benytter sig af - Romy Madley Crofts sølverne guitarlinjer og sukkende vokal, Oliver Sims bas og sexede brummen, Jamie Smiths håndspillede beats og skulpturelle synth-arbejde - stod klart i lydbilledet, mens den store sal blot understøttede den fornemmelse af endeløse tomme rum, som i forvejen er en afgørende del af bandets soniske arkitektur.
Rent visuelt var det også en fryd for øjet. På scenen var det lille band omgivet af enorme vertikale spejl-elementer, der drejede om deres egen akse forskudt af hinanden og derved åbnede massive korridorer af lys ude i den mørke sal. Hen mod slutningen viste loftet over bandet sig at være et kæmpe let forvrænget spejl, der kunne sænkes og vinkles sådan at scenerummets proportioner ændrede sig. Og pludselig var vi hensat til en art futuristisk natklub.
Men selvom The xx tydeligvis har arbejdet på at tune deres setup til det store format, så kan de ikke ændre på, at de ikke er et band, der hverken gider eller er i stand til at synge til folk på bagerste række. Oliver Sims virkede helt klart mest tilpas i rollen, mens den mere sarte Romy Madley Croft tydeligvis var nervøs og nærmest hviskede, når hun talte mellem numrene.
På sin vis er det netop det, der gør dem til noget særligt. De er bandet, man læner sig ind mod for at høre, hvad de har at sige. Det er de hviskede bekendelsers æstetik. Men det var det bestemt ikke alle blandt fredagspublikummet, der var klar på at honorere med deres fulde opmærksomhed. Og smukke stille sange er alt andet lige svære at leve sig ind i, når man er omgivet af grupper af stive venner og veninder, der sludrer og griner højlydt.
Artiklen fortsætter under billedet...
Derfor kom aftenens mest vellykkede sekvens også, da The xx hen mod slutningen serverede en stribe af deres mest dansevenlige kreationer i form af et clubbet remix af »Shelter«, den uforlignelige »Loud Places« fra Jamie Smiths soloplade, der morfede over i den Hall & Oates-samplende »On Hold«.
Her gik der lyksalig klubstemning og fællessang i den. Tænk sig hvad det kunne være blevet til, hvis de havde haft flere af den slags numre.
Hvad: The xx
Hvor: Forum, fredag
