»The Wall« var monumental og fængslende

Roger Waters' opførelse af »The Wall« i Parken var et studie i totalteater, masseforførelse – og sylespids rocklyd.

Roger Waters opfører 'The Wall' i Parken søndag 11 august 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Idiot, kyniker, forbandede skriverkarl.

Roger Waters kaldte mig det hele under et interview, hvor jeg tillod mig at spørge om, hvordan han på samme tid kunne opføre sig som en despot i Pink Floyd og plædere for frihed og selvstændighed.

Jeg har altid elsket ham for overfusningen. For temperamentet, for ikke at være ligeglad, for paradokserne, for de svar, han ikke ville give alle og enhver.

Waters var skarp som ryggen på et spørgsmålstegn. Eller bladet på en ragekniv. Spørg bare de andre medlemmer i Pink Floyd, som han forlod i 1985, om det.

Med sig tog han det lidet subtile, men meget effektfulde rockværk »The Wall«, som tematiserede ensomhed, totalitarisme, masseforførelse og orwell’sk tankekontrol, og ikke bare var et album, men også blev en film og et stykke spektakulært totalteater.

Gennem muren

Søndag aften var Waters i Parken med totalteatret i en 2013-optimeret version, hvor albummets sange stadig udgjorde rygraden, ligesom Gerald Scarfes ikoniske animationer - af dommere, skolelærere og freudianske blomster – fik lov at oplyse den kolossale mur, som rejste sig langs hele scenen.

Over den snurrede lyden fra et bombefly som noget af det første, og det lød virkelig, som om et fly var kommet brølende ind fra den bageste ende af arenaen og fløj hen over publikum, og da de kiggede op, tonede et kopi af et virkeligt fly frem og tordnede ret ind i det øverste af muren.

Staveplade i storformat

Murens opbygning og endelige fald var som altid kernen i totalteatrets dramaturgi, og mon ikke alle 40.000 var med på den symbolske betydning.

Men selvom »The Wall« også i aften var staveplade i storformat, så var det altså fascinerende at overvære den stramme afvikling, og hvor medrivende brugen af lys, billeder og effekter var: Det gigantiske sorte vildsvin som svævede under Parkens tag, »Capitalism« skrevet med Coca-Colas svungne skrifttype på muren, de tegnede formationer af bombefly, som kastede kors og halvmåner samt Mercedes-symboler, Shell-symboler og andre symboler for virksomheder, som er stærkere end regeringer, ned over de sårbares og de udnyttedes land. Det lille, lyserøde menneske mod de store ideologiske og kapitalistiske maskiner.

Det var overtydeligt, det var alt for meget, javel, men det var en pointe i sig selv. Waters brugte masseforførelsens metoder til at pege på netop masseforførelsens metoder som de er blevet brugt af nazismen og andre regimer, og som han mener virksomheder via reklamer bruger dem i dag.

Nuancer var der derfor ikke mange af, og det visuelle bombardement blev bakket effektivt op af lydsiden. Og blandt albummets sange var »Another Brick In The Wall« naturligvis det store syng-med-indslag i Parken, mens de kunstneriske højdepunkter var »Mother«,  »Goodbye Blue Sky« og »Comfortably Numb«.

Fortrinlig eksekvering

Sangene i de to sæt blev leveret af 11 uhyre velspillende backingmusikere og af Waters, der sang med en stemme, som var opladet med følelse, at den slog over i det hårde, uforsonlige.

Ud over den fortrinlige eksekvering kunne de 40.000 på lægterne og plænen glæde sig over, hvor skarpt lyden stod i Parken. Og læren må være, at der kan laves god lyd her, hvor så mange koncerter er blevet ødelagt. Hvis blot kunstnerne forstår stedet og investerer i rigtigt lydudstyr, er der - utroligt nok - intet problem.

Det kræver selvsagt også en perfektionist som Waters, og da hans mur hen mod midnat faldt, var det afslutningen på et gennemkontrolleret, men intenst show, som insisterede på at være mere end show.

Det blev det også. Overtydelig symbolik eller ej. Og med Waters som en omvandrende blanding af vision, nærvær, galskab og egomani. Og uden tvivl stadig i stand til at møde enhver tvivler med raseri af en anden verden.

- Roger Waters, Parken, søndag.