The National
Haven, lørdag
★★★★☆☆
Man måtte lige gnide øjnene og klø sig en ekstra gang i skægget: Hvad foregår der? Er vi på Haven eller på SmukFest?
Vi var godt halvanden time inde i The Nationals koncert sent lørdag aften og oppe på scenen var det store amerikanske rockband i fuld sving med at spille Kim Larsens »De Smukke Unge Mennesker«.
Og nej, det var ikke forsanger Matt Berninger, der slog knuder på tungen for at udtale Larsens danske gloser. Mikrofonen havde han såmænd overladt til en velpolstret islænding med fuldskæg og sweater - tilsyneladende en ven af bandet - der de foregående dage havde leveret mandestrip på festivalen.
Lød det godt? Det ville være synd at sige. Men situationen var alligevel så absurd, at man ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. Og som sådan fungerede indslaget som en kærkommen dumflad til The Nationals alvorstunge rockudladninger, der - lad os bare være ærlige - godt kan fremstå noget selvhøjtidelige.
Det var i det hele taget en aften, der på flere fronter skilte sig ud fra, hvad de ellers har leveret ved deres utallige danske koncerter.
Det hænger naturligvis sammen med, at bandets guitarspillende tvillinger, Aaron (dansk gift gennem ti år) og Bryce Dessner, har været med til at stable den nye festival på benene og kurateret musikprogrammet. De stod som afsendere og ville gerne gøre koncerten til noget særligt.
Og det blev den så også. I en vis udstrækning.
Ikke bare fik vi en håndfuld helt nye numre fra deres kommende album - især »The System Only Dreams In Total Darkness« skriver sig allerede ind på listen over deres helt store sange - i løbet af showet fik de også gæster på scenen i form af bl.a. Justin Vernon fra Bon Iver, der udover at synge smukt kor også subtilt samplede Berningers stemme, pitchede den helt lys og sendte den snurrende tilbage i mixet.
Også den danske sangerinde Kwamie Liv kiggede forbi og svøbte med sin sensuelt røgede stemme et helende tæppe om Berningers indfølte bøn på »I Need My Girl«.
Når koncerten alligevel ikke blev den helt store triumf, handler det om flere ting.
Dels den noget svingende lyd foran scenen - der var både feedback og instrumenter, der ikke kunne høres undervejs. Og så den her paradoksale - og ja, indrømmet, ret forkælede - fornemmelse af, at The National - på trods af alle krumspringene - er blevet så gode til det, de gør, at det alligevel bliver lidt for forudsigeligt.
Måske er det bare mig, der har rykket mig. Måske er det de mange danske koncerter?
Èn ting er sikkert: Kim Larsen-covers med den islandske Stewart Stardust på vokal er ikke løsningen.
