The Knife var for avantgarde i Ådalen

Svenske The Knifes omdiskuterede "Shaking The Habitual Show" mindede mere om en aerobictime på designskolen end en reel koncert. Læs vores anmeldelse her.

Publikum til Northside. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flemming Krogh

Formentlig som de eneste havde svenske The Knife valgt at tage regnslag på, da de gav koncert på Northside sent fredag aften. Ok, det var vel ret beset kutter, søskendeparret Karin Dreijer Andersson og Olof Dreijer, havde valgt at iføre sig, men det var svært at se, for røgen væltede ud fra den mørklagte scene som optakt til det stærkt omdiskuterede "Shaking The Habitual Show", som duoen turnerer med og hvis erklærede formål er at gøre op med de traditionelle konventioner om, hvordan en koncert skal være.

Netop derfor var aftenens performance set frem til med spænding, ikke mindst hos undertegnede. Men jeg må sige, at jeg blev voldsomt skuffet.

Ganske vist skulle man tro, at gruppens slagtøjsbaserede sound ville gøre sig rigtig godt i festivalsammenhæng, hvor urmennesket jo til tider synes at komme frem i masserne foran scenen, men The Knife var nok en kende for avantgarde til Ådalen, og efterhånden som koncerten skred frem, sivede publikum langsomt bort.

Under den første del af koncerten blev The Knife suppleret med en række dansere på scenen, der fløj rundt om et gigantisk slagtøjsinstrument. Et stort rundt rør, der kunne bankes på efter behag, men som var svært at identificere i det massive samlede lydbillede.

Effekten af de mange dansere var samtidig til at overse. Det lignede mest en aerobictime for folk fra designskolen.

Herefter ændrede koncerten karakter. Instrumentalnummeret "Networking" udgjorde skæringspunktet, hvorefter Karin Dreijer gik til mikrofonen og sang "Got 2 Let You" og senere den i The Knife-sammenhæng forholdvist afdæmpede "Ready to Lose". Dette var ikke overraskende nok koncertens bedste periode. Karin Dreijer besidder en nærmest Björksk ekspressivitet og hele showet havde da også klare reminiscenser til islændingens udstyrsstykker.

FACEBOOK | Få flere anmeldelser og kulturnyt serveret på facebook.com/berlingskekultur

Til sidst gik der så dansebeats i den igen, men der var publikum nærmest allerede paralyserede eller var drevet videre i natten, så det der skulle have været en festlig og skarp afslutning fra The Knife endte som en sløv omgang.

Hvem: The Knife
Hvor: Northside Festival i Aarhus
Hvornår: Fredag nat