»It’s Friday I’m in love,« lyder et af The Cures mest kendte refræner.

Og ja, det var både fredag, og der var kærlighed i luften, da det britiske veteran-orkester åbnede op for de store sluser i et tætpakket Forum.

Selvfølgelig var der det. The Cure har skrevet ufatteligt mange store sange, der gennem tiden har brændt sig ind i hjerterne på generationer af rocklyttere. Og for den sags skyld også på almindelige dødelige med hang til en god popmelodi og et beat, man kan danse i vilden sky til. Så stort er vingefanget.

10.000 mennesker var troppet op for at genantænde ungdommens flamme og igen mærke en forbindelse til de der urimeligt store følelser, som ligger så dybt i The Cure og frontmand Robert Smiths musikalske DNA.

Al snakken om fortid og ungdom er Robert Smith lidt selv skyld i. I år er det 40 år siden, at han dannede The Cure i London-forstaden Crawley. Men det er immervæk ved at være mange år siden, at bandets historie blev skrevet i nutid. Den seneste plade udkom i 2008, og gruppens kreative heyday skal vi helt tilbage til 80erne for at finde.

Det er der som sådan ikke noget galt med. Rigtig mange af sangene fra dengang står stadig distancen i dag. Det er mere for at sige, at det måske var lidt svært at få øje på den kunstneriske nødvendighed i fredagens koncert. The Cure har trods alt ikke udgivet noget nyt, siden de sidst spillede her på Roskilde Festival i 2012.

Til gengæld kan man på ikke beskylde The Cure anno 2016 for ikke at levere varen. På bagtæppet ude i siderne kastede Roberts Smiths ikoniske silhuet ti meter høje skygger, så ingen kunne være i tvivl om, hvor vi var havnet. Og da vi endelig kom igang efter et lille kvarters forsinkelse var det med den ulmende smukke trio af numre, der også åbner hovedværket »Disintegration« (1989).

En på en gang yndefuld og monolitisk start på koncerten, der også blev hjulpet godt på vej af en mere end hæderlig lyd i Forum. Det var lige før man kunne høre salen drage et kollektivt lettelsens suk.

Herfra drog gruppen på et massivt ridt ned gennem kataloget med afstikkere til både himmelske pop-konfekterier som »In Between Days« og »Just Like Heaven« og flossede sejtrækkere som »From The Edge Of The Deep Green Sea«, »Prayers For Rain« og »Disintegration«.

De tre sidstnævnte udgjorde alene de sidste 20 minutter af det 17 numre lange ordinære sæt. Men det viste sig, at vi kun var halvvejs i aftenens traktement. Hvad bandet måske manglede af nødvendighed, kompenserede de så rigeligt for med deres arbejdsindsats.

Men man kan også få for meget af en god ting. Og desværre gik der lidt tomgang i den undervejs i det knap tre timer lange sæt. Ikke fordi The Cure spillede dårligt. Jeg blev bare mæt af de mange og lange episke følelsesudladninger. Mæt af at høre på den grådlabile længsel, som Robert Smith har gjort til sin musikalske metier.

Men med et stærkt tredje sæt ekstranumre bestående af en håndfuld af The Cures mest nydelsesfulde popsange - heriblandt »Friday I’m in Love«, »Boys Don’t Cry« og »Close To Me« - sluttede vi heldigvis på toppen igen. Deliriske og kærlighedssyge på den gode måde.

Se, det er en følelse, jeg gerne vil gå fra en koncert med. Hellere det end ekkoet fra endnu en gammel klagesang. Men det er måske bare mig.

Hvad: The Cure
Hvor: Forum, fredag