Terry Riley bød på maksimal minimalisme

Den nu 81-årige legendariske og banebrydende amerikanske komponist og pianist Terry Riley var onsdag i Bremen Teater for at spille nuanceret minimalistisk musik sammen med sin søn, guitaristen Gyan Riley

Den amerikanske pianist og komponist Terry Riley på scenen i Bremen Teater, onsdag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Terry Riley & Gyan Riley

Bremen Teater, onsdag aften

Hvad kunne man lige forvente af denne nu 81-årige amerikanske komponist og pianist, som ret beset er lidt af en myte, ja, en levende legende?

Terry Riley står mere end nogen anden som skaberen og igangsætteren af den minimalistiske musik, en musikform, der – meget elementært sagt – baserer sig på enkelthed og gentagelse af samme. Med sit værk »In C« fra 1964 brød Terry Riley med den herskende partiturmusiks mere og mere verdensfjerne grænseoverskridelser for at byde på musik, der talte til såvel den forudsætningsløse som den forudsætningsbelastede.

Baseret på diverse både klassiske og folkemusikalske traditioner og beslægtet med indisk raga og tidens modaljazz skulle Terry Riley hurtigt favne bredt, ja, tilmed samle trådene og få beundrere i alle musikkens lejre. Og sådan er det fortsat.

Og her var hans så, i fin form, ledsaget af sin søn, guitaristen Gyan Riley.

Og Terry Riley lagde ud ved det elektroniske keyboard, hvor han markerede en enkelt skala, en enkelt figur, og sandelig om han ikke lige skulle synge lidt indisk hen over. Ja, originalt, men også med et spørgsmål om, hvor vi lige skulle hen?

Men så satte han sig ved flyglet, og med sit fine håndelag gik der europæisk impressionisme og romantik i foretagendet. Måske også en kende af det, man kalder new age, og dertil gode etaper af jazz-improvisation. Her var vals og her var boogie woogie, og her opstod en på én gang en mekanisk og hypnotisk puls, ikke mindst skabt af den dialog og det samspil, som Terry Riley havde med sønnen, Gyan Riley.

Sidstnævnte skulle da også hurtigt afsløre betragtelige evner som guitarist og ikke mindst en indsigt i fornemmelse for, hvor musikken bevægede sig hen.

Det blev til mere sang – nu på engelsk og med lidt uklar filosofi, ligesom Terry Riley også fik tid til at folde sig ud på melodica i et ganske melankolsk stykke musik.

Nu er det sådan, at ved koncerter af den art kan man godt undvære en pause, for det er som om, man rent mentalt skal starte forfra. Og det skulle man da også her. Dog blev anden afdeling heldigvis åbnet med ret eksplosiv musik – med atonalitet og alskens rundkastning af alskens lyde.

Og så kørte det ellers af sted med de tætte dialoger – flygel og guitar imellem. Her blev de lancerede skalaer og ofte ganske skævrytmiske melodistumper vendt og drejet – unisont og kontrapunktisk – og det var imponerende.

Kort sagt – maksimal minimalisme. Alligevel forekom musikken hen ad vejen mere maskinel end emotionel, og det var som om den - virtuositeten og opfindsomheden til trods – bed sig selv i halen.

Men den levende myte var blandt os, og det var jo i sig selv fascinerende.

 

Den amerikanske pianist og komponist Terry Riley og hans søn, guitaristen Gyan Riley, på scenen i Bremen Teater, onsdag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske pianist og komponist Terry Riley på scenen i Bremen Teater, onsdag aften. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere