Tenacious D og rocknørdernes flommefede fest

Rockens største myter og klicheer fik kærlige klø, da den musikalske comedy-duo Tenacious D onsdag aften underholdte en udsolgt Tap1.

Kyle Gass og Jack Black på scenen i Tap1 onsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der står de. Jack Black med morgenhår, viltert fuldskæg og med en ordentlig bulende mave under skovmandsskjorten. Som hvis Eddie Vedder aldrig havde dannet Pearl Jam og i stedet havde arbejdet på en tankstation udenfor Seattle de seneste tyve år. Ved siden af ham Kyle Gass. Pilskaldet og med en endnu større mave under den udvaskede, hvide T-shirt.

De ligner bestemt ikke rockstjerner, som de står der med deres akustiske guitarer. Men de er det i deres egne hoveder. Og på en eller anden måde er de det også i publikums.

Tilsammen udgør de comedy-rock-duoen Tenacious D, der i bedste Spinal Tap-stil gør tykt og kærligt grin med både sig selv og den hårde rocks allermest udtrådte og tåbelige klichéer. Men i modsætning til Spinal Tap, der optrådte som en parodi på et rigtigt band, så er Tenacious D dybest set iscenesættelsen af to gennemsnitlige sofakartoflers livlige fantasier om, hvad det vil sige at være rockstjerne.

Med alt hvad der sig dertil hører af rockmytologisk nonsens og bravado.

Indforstået kultband

Siden deres HBO-producerede sketchshow i 1999 har duoen opnået noget nær kultstatus blandt nørdet anlagte rockfans. Tre album og en spillefilm er det blevet siden. Men aldrig en koncert i Danmark. Efterspørgslen har ellers været stor og onsdag aften havde over 6.000 mennesker da også indfundet sig i en for længst udsolgt Tap1.

Og det forventningsfulde publikum fik i den grad, hvad de var kommet efter. Flankeret af deres hårdtslående backingband leverede Tenacious D den ene sang efter den anden, hvor alle klichéerne blev holdt ud i strakt arm: Sange om duoens store egoer, roadies, groupies, breakups, det hårde liv på landevejen, helten Ronnie James Dio og det musikalske showdown med en metalelskende Satan. Alt sammen garneret med spandevis af indforstået rockhumor og masser af vulgære og bevidst fladpandede indslag.

Duoen har altid levet højt på den åbenlyse kløft mellem deres gennemsnitlige udseende og deres tekster, der ofte handler om, hvor umanerligt gode de er. Både som musikere og elskere. Jeg skal ikke kunne udtale mig om deres evner på lagenerne, men rent musikalsk levede de faktisk oftest op til deres pralerier.

Jack Black har en ualmindelig spændstig og teatralsk sangstemme, mens Kyle Gass viste imponerende fingerfærdigheder på sin akustiske guitar. Og så har de altså en evne til at skrive mindeværdige metarocksange, der både er ligeså catchy, episke og hårdt rockende, som meget af den musik, de gør så kærligt grin med.

Konfettisprøjtende fallos

I sidste ende var det da også numre som »Tribute«, »Kickapoo« og »Fuck Her Gently«, der tog stikkene hjem for Tenacious D. For sceneshowet faldt i perioder til et tåbeligt pubertært niveau. Man skal vist have røget en ordentlig bønne eller være i konfirmationsalderen for at falde på halen af grin over den enorme konfettisprøjtende fallos, der tårnede flere meter over scenen.

Men man kan ikke beskylde Tenacious D for at være nærige med underholdningen. Og for de allerede indviede var det i den grad et herligt møde med de to fedladne, selvproklamerede rockguder.

Hvad: Tenacious D
Hvor: Tap1, mandag

Lyt til 'Tenacious D'