»Nu bliver det musikalske lixtal rigtig højt« proklamerede den ene af Tinderboxs blå scenes to konferenciers Felix Smith, inden han og Monte Carlos Peter Falktoft overlod scenen til engelske James Blake. Og her var Felix helt rigtigt på den.
For til trods for, at det 26-årige musikalske vidunderbarn fra bydelen Enfield i London med det tunge pandehår har nydt pænt med succes siden han brød igennem i slutningen af 2010, må man konstatere, at hans sælsomme blanding af eksperimenterende electronica, alternativ R&B og beat- og bastung dupstep på ingen måde lefler for laveste fællesnævner. Det er introvert og krævende musik møntet på koncentration og de store følelser.
Musik af den karakter kan af samme grund godt have det lidt svært i festivalregi, hvor mange af de fremmødte måske ikke er så velbevandrede i kunstnerens diskografi. Blake har dog ved flere lejligheder modbevist denne tese ved flere festivaloptrædener herhjemme, hvor han har triumferet.
Dårligt afstemte niveauer
Og det var nu egentlig heller ikke det indadvendte udtryk, som blev den sympatiske brites akilleshæl ved koncerten på Tinderbox tidligt fredag aften. Her var det derimod teknikken og dårlige lydforhold, der stak en kæp i hjulet fra showets start.
Gennem hele første nummer sad James Blake og sang ind i en mikrofon, men der var nul output på hans vokal. Samtidig var bassen så høj og brummende som en febrilsk hostende gammel subwoofer på sit dødsleje. Her skulle man tro lydmanden tog forskud på nattens buldrende basangreb med Major Lazer og Calvin Harris. Niveauerne var ekstremt dårligt afstemte.
Det tog Blake dog med sindsro og sad smilende ved tangenterne og vuggede groovy i takt med de ophuggede trommebeats. Hans guitarist så derimod ret misfornøjet ud. Det forstod man. Det var helt umuligt at høre ham i det samlede lydbillede.
Fandt kampformen
En smule bedre gik det i »I Never Learnt To Share«, hvor en flig af britens ømhed og musikalske finesse begyndte at penetrere mudderlyden. Og vigtigst. Man kunne nu høre hans smukke englerøst. På den efterfølgende coverudgave af Feists »Limit To Your Love«, som trak koncertens største bifald, var lyden dog ved at være der. Her opstod en fin symbiose mellem de mange vokalmanipulationer, de abrubte beats og de minimalistiske og poetiske tangentanslag.
Blake og hans to musikalske væbnere begyndte dog først for alvor at finde kampformen mod slutningen, hvor de med stemningsmættede og fokuserede udgaver af »Retrograde« og »The Wilhelm Scream« tog flot revanche for den uheldige start. Navnlig sidstnævnte brillerede som et smukt og sugende suggestivt punktum for den timelange koncert. Derefter havde man næsten glemt, at den gode James Blake ikke helt kunne få maskineriet til at makke ret i begyndelsen.
Hvem: James Blake
Hvor: Tinderbox, fredag
Lyt til James Blakes seneste album »Overgrown« her:
