Til hverdag tænker vi altid på fremtiden. Men ikke denne aften. I aften (og de næste to, hvor bandet ligeledes spiller for et udsolgt Pumpehuset - hvem havde troet det?) køber vi tidsrejse-præmissen. I aften er kollektiv jordbon, batikkjortler, fælles bolleordninger i kollektivet, fuldfed (med tryk på fed!) protestsang og svampeplukning hverdag.
Nok skriver vi 2015, men flipperne i Spids Nøgenhat formår på autentisk vis at transformere nutiden til et fænomenalt kullet musikalsk svampetrip anno 1971. Tænk en gammel Søren Krag Jacobsen-film med teens med pagehår, rullekraver, seksuelle frustrationer og trompetbukser, og I ved hvad jeg taler om.
For historien om Spids Nøgenhat, er den om en flok musikalske tryllekunstnere og tidsrejsende. David Copperfield i Grateful Dead-kjortel, med bandana og perlekæder. Fra at være et eksklusivt (fritids)kultband, blev de pludselig, efter mere end 10 år i undergrunden, til syresøde musikalske, sing-along darlings med deres fremragende comeback-hippieskive »Kommer Med Fred« - og navnligt radio-hampe-hittet »Lolland Falster«.
Succesen kom pludseligt. Bandet havde ikke ændret sit trick. Tværtimod. Det var publikum, der havde fået nye ører og var blevet modtagelige efter svampeficeringen. Pladen blev uventet en pilskæv bestseller. Vanvittig velfortjent. For både på lak, men måske især i livesammenhæng er kvintetten fænomenale. De er en boblende fællesbon, der strutter af både kollektivskrål, fortabte flipperdrømme og udkokset musikalitet. Også denne aften.
Tummelumsk odysse
Fra fredagen stak afsted med åbneren »Mere Lys«, var vi disponible disciple i salen indlagte til en viltert rockende, tummelumsk odysse af de vilde. »Dette er førstedagen på vores tredages syre-Camino«, ytrede den fuldskæggede soniske styrmand Uffe »Guf« Lorentzen, som med tunge farfisaakkorder og Roger McGuin’ske strums på den tolvstrengede akustiske guitar ledte rumskibet på sikker kurs mod uvisse destinationer i den ydre stratosfære. Og man kunne ikke andet end både føle og følge med ham.
Sammen gloede vi på »det psykedeliske tapet«, sad i rundkreds med »vand, brød, the, kærlighed og LSD«, plukkede imaginære psilocybinpaddehatte i græsset og tog med »Ud På Landet« i slagsangen af samme navn, hvor de to suveræne guitarister Morten »Aron« Larsen og Henrik »Hobitten« Klitstrøm (han lignede nu mere Mumrikken fra Mummitroldene, end Frodo Baggins, med sin grønne filthat) igen og igen demonstrerede hvor fænomenale og udsyrede strengekunstnere de begge er. Tillagt en solid bund ved den sublime tøndetæver Anders »Fuzz Daddy« Grøn og den jointpulsende bassist Anders »Moody Guru« Skjødt. Sikke en sammenspillet enhed, mand. Ikke noget enmandstrip hér.
For slet ikke at tale om de – som altid – fremragende fortolkninger af den danske musikhistories glemte hippieguld, som bandet altid præsterer at gøre til deres eget; Hyldemors »Den Gennemsigetige Mand«, Tømmer Claus’ smukt sitrende »Når Spindelvævene Blomstrer«, Røde Mors rå anti-Vietnam-kvad »Lil’ Johnnys Mund«, Green Grass’ »Du Er Min Allerbedste Ven« og afslutningsvis Cinderellas skamløst oversete »Udkoksning i Tre Satser«, der netop er hvad titlen antyder; et vildt trip i tre etager.
I det hele taget var det så godt, at det næsten var til at græde syregrønne tårer over. Paddehattene vuggede så ikke et øje var tørt. Samtidig er det også stadig et (lykkeligt) mysterium , at et så krøllet ensemble som Spids Nøgenhat har formået at slå så bredt igennem. Nogle gange er der åbenbart en højere magt, der styrer de syrede løjer! Gudskelov for det.
Hvem: Spids Nøgenhat
Hvor: Pumpehuset, fredag.
Hør Spids Nøgenhats seneste album »Kommer Med Fred« her:
