Suspekt delte ud fra overflødighedshornet

Den danske hip-hop trio lukkede Orange med en koncert, der ikke skortede på hverken veloplagte hits, gæsteoptrædener eller fyrværkeri. Publikum takkede ved at smide hæmningerne og tøjet.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Rapperen Orgi-E trådte ind på Orange iklædt en kurta og med et glas rødvin i hånden til de bløde, marimba-synth toner af den loungede »Jazzmælk (Til Alle Mine Piger)«. Som natten skred på blev den danske hip-hop trio Suspekts koncert dog kun vildere.

Under den ultra-thrashy »Knepper Dig Til Techno« lynede grønne stroboskoplys fra scenen og fik publikum til at moshe. Senere smed Orgi-E trøjen og opfordrede koncertgængerne til at smide sammen med ham.

Et par meter foran mig trampede en mand igennem kun iført sokker og sko. Ikke ligefrem hverdagskost foran Orange og det siger lidt om hvor hæmningsløs en stemning gruppen kan skabe.

Men trioen glimtede også i de mindre hektiske momenter. Til »Bollede Hende i Går« inviterede Bai-D en kvinde fra publikum, Emma, op på scenen og serenadede hende over det soulede orgel og Vodka-Lars’ wah-wah guitar.

»Hun Er På Mig« bød på en fin overgang fra Orgi-Es selvironiske vers (»en pik er en pik er en pik er en pik / det siger du sgu ikke«) over en sørgmodig trompet til et snusket, tøffende beat med en simpel suppestegogis orgel-linje.

Proletar-hyldest steg til vejrs

Suspekt satte hårdt ind på alle fronter. Så meget fyrværkeri blev fyret af, at gruppen næsten fik Sir Paul McCartneys raketter tidligere på aftenen til at blegne. Men det fungerede også som en slags manifestation af den koncise forklaring på lysten til at flashe, som de leverede på »Proletar (Hvor Jeg Står)«: »Skubber slæder selvom vi ved vi ikke har penge til det / For ligeså snart vi har bare lidt skal hele verden se det!«.

Der skulle tydeligvis ikke spares på noget til Suspekts fest og karriere-højdepunkt på Orange. Foruden gruppens faste bartender, der skænkede op til både medlemmerne og publikum, fik Suspekt hjælp af både Jooks, Tina Dickow, Lukas Graham og en strygerkvartet.

Især Tina Dickow og Lukas Grahams optrædener blødte lidt op for det gennemgående hårdkogte udtryk som fra start har lagt for dagen. Dickow sang det bedrøvede omkvæd til »Helt Alene« med sin mørke klang og knæk i stemmen.

Den svære sårbarhed

Det var et indskud sårbarhed, der var nemmere at leve sig ind i end Suspekts egne tilløb til samme. I stedet for at slutte af med et brag efter at have spillet »Kinky Fætter« fire gange i træk valgte Suspekt at ende på »Sovset Ind i Livet«.

Lyset blev slukket på scenen. I mørket rapperede Bai-D om at være »selvhadets fortabte Sinatra« og Orgi-E spekulerede, »mon man egentlig får familie og børn en dag? / bare bliver en del af normen, af nabolagets fællesskab / lige nu er det festen på falderebet jeg lever af«.

Personligt havde jeg svært ved at sluge de linjer efter tidligere at være blevet bedt om at holde min kæfte og suge den op fra slap. Når gruppens tekster skorter så mærkbart på udtryk for empati overfor andre mennesker sætter det en stopper for min evne til at påskønne Suspekts mere selvransagende sange.  

Til gengæld var jeg ligesom de titusinder af andre festivalgængere foran Orange med på at feste med Suspekt, der sluttede af med at oversprøjte hinanden i champagne. De gjorde deres ypperste for at levere en overvældende energisk og liderlig koncert og få publikum til at smide hæmningerne. Og det lykkedes til fulde.

Hvem: Suspekt

Hvor: Roskilde Festival, Orange, lørdag