Richard Strauss slap for mistro og ransagning i dagene efter Anden Verdenskrig:
De amerikanske soldater troede, han var manden bag »An der schönen blauen Donau« – og han lod dem naturligt nok blive i troen.
Tyskerens egen musik lyder helt anderledes. Hans bedste værker kan være som en gigantisk bikube. Summende, myldrende af liv og i de rigtige hænder fulde af sødme.
Ugens værker i DR Koncerthuset hører til den kategori.
»Don Quixote« fra 1897 er hans vision over Cervantes’ farvefulde ridderroman. Et tre kvarter langt udstyrsstykke om antiheltens vej mod åndeligt mørke, kampe mod mærkelige møller og sluttelige død i ensomhed og desillusion.
»Ein Heldenleben« er kendt som en musikudgave af hans selvbiografi og portrætterer både hans drømme og hans noget mere mareridtsagtige hustru i violinform.
Det første lyder løst i limningen, falder hele tiden fra hinanden, virker som en vandring uden mål og med. Det andet kræver om muligt endnu større orkester og lider under en tone af det monstrøse og eksalterede.
Begge kan være lidt af en udfordring for selv det bedste orkester. Og det mest begejstrede publikum, for den sags skyld.
Hverdagsvirtuoserne
Men når DR SymfoniOrkestret er bedst, kan det overkomme stort set alt. De mærkeligste minutter af musikken lyder rigtignok ikke altid lige godt. Richard Strauss bruger alle midler i sin ekspressionistiske portrætkunst – koste hvad det vil.
Og selv om melodierne kan lyde som »Svanen« det ene øjeblik og »Skuld gammel venskab rejn forgo« det næste, så gør de det sjældent ret længe ad gangen.
Salen mærker til gengæld musikernes skønne engagement og gode vilje fra først til sidst. Lydtrykket under de vældige klangmasser er slet ikke det vigtigste sådan en aften. Ikke engang indsatsen fra sympatiske Asier Polo på solocello virker uforglemmelig.
Hvad, der for alvor bliver hængende i ens erindring, er alle de små og halvstore indsatser fra orkestrets egne hverdagsvirtuoser.
Som når Claus Myrup på sin bratsch kaster sig ud i den let fordrukne solo a la Sancho Panza og giver pokker i alt andet end følelsen.
Eller når koncertmester Christina Åstrand agerer komponistkone og trakterer violinen med en humor og finesse på niveau med de bedste kolleger i historien.
Kort sagt: »Don Quixote« og »Ein Heldenleben« står stadig som to af Richard Strauss’ fineste ting. Og dirigenten Juanjo Menas hænder ligner ikke bare de bedste til sådan et program – spanieren ligner også den bedste chefdirigent, DR SymfoniOrkestret aldrig har haft.
Ikke at fine Fabio Luisi er den rene parfumesælger ved siden af. Men kollegaen kan noget med at være der for alle: Være der for orkester, være der for publikum, være der for musikken i enhver forstand.
Hvem: DR SymfoniOrkestret med dirigenten Juanjo Mena og cellosolisten Asier Polo.
Hvad: »Don Quixote« og »Ein Heldenleben« af Richard Strauss.
Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Spiller også fredag kl. 19.30. Genudsendes søndag middag på P2.
