Støjende sirener sprættede Pavilion op

Britiske Savages var bidende intense torsdag aften. Små træthedstegn forhindrede dog den store triumf.

Savages forsanger Jehny Beth vrider sig i et skrig torsdag aften på Pavilion. Fold sammen
Læs mere
Foto: TORKIL ADSERSEN

Er der ét nyt band, der har været på nysgerrige rockelskeres læber i år, er det Savages. De seje britiske kvinder slap tidligere på året det furiøse debutalbum »Silence Yourself« og har siden begejstret stort med deres bidende intense liveshows. Og det var da også det, vi fik torsdag aften. Om end punkteret af et par mindre udfald. Men det vender vi tilbage til.

For det var overordnet en herligt krads malstrøm, de fire viltre sirener spillede frem under Pavilions mørke teltdug. I front stod den korthårede sangerinde Jehny Beth med sit bidende intense blik og skiftevis spyttede og skreg sine harmdirrende tekster ud i hovedet på de forreste rækker. »Shut Up« hed det første nummer. Og når kommandoen kommer fra en skyggeboksende Jehny Beth, holder man kæft og lytter.

Men det var der sådan set også andre gode grund til. For omkring hende viste resten af bandet, hvor ualmindelig meget power, der kan rives og bankes ud af blot tre instrumenter. Gemma Thompsona skærebrænderguitar hylede og stak på den helt rigtige måde, mens bassist Ayse Hassan og Fay Milton på trommer udgjorde det solide fundament i kvartettens kraftfulde opdatering af start-80’ernes postpunk.

Desværre var der også enkelte tegn på, at den enorme hype, der har været omkring gruppen i år, har givet dem en måske lidt for travl kalender. Den ellers frygtindgydende Beth måtte undervejs stoppe et nummer, fordi hun ikke kunne huske teksten. Klappen gik ned. Hun var træt forklarede hun.

Andre gange var der nogle lige lovlig lange pauser mellem numrene, som trak noget af intensiteten ud af koncerten. Savages burde være et godstog, der ikke stopper for nogen. Ikke et DSB-tog med indlagte forsinkelser.

Men som koncerten skred frem steg intensiteten heldigvis. »Don’t let the fuckers get you down,« lød det gentagende gange under et nyt nummer. Måske hun sang til sig selv. For da Savages herefter først ramlede ind i hittet »She Will« efterfulgt af den bistre »Hit Me« var de tilbage på sporet og i fuld kontrol. Her ramte de nerven. Og var ganske enkelt frygtindgydende.

Sådan følger du Berlingske på Roskilde Festival:

Spotify: Følg anmeldernes playlister her
Twitter:
Berlingskes Roskilde-hold er samlet her
Instagram
: Følg musikredaktør Lars Rix, fotograf Kasper Palsnov og de andre på Berlingske
Web
: Gå ikke glip af noget - gør b.dk/roskilde til en genvej på din smartphone