Stjerner og stemninger

Man kan ikke tage fra pianisten Brad Mehldau, at han er en fornem pianist. Men han er også en sær omskiftelig musiker, som kan have svært ved fastholde de ideer og de stemninger, han anlægger.

ARKIVFOTO. Pianisten Brad Mehldau. Fold sammen
Læs mere
Foto: CJF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har siden 1999 med jævne mellemrum været til koncert
med den nu 41-årige amerikanske pianist Brad Mehldau. Og helt klart har han
været i stand til at give mig store musikalske oplevelser, men lige så ofte har
han efterladt mig ganske kold. Og det var elementært sagt, hvad der skete
lørdag aften.

Helt konkret var Brad Mehldau på scenen med sine faste
ledsagere, bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jeff Ballard, og der
blev spillet musik i den umiskendelige "klassiske" triojazzstil. Det
blev til seks numre hen over en god times tid - og dertil de to obligatoriske ekstranumre,
så hvorvidt koncerten var for lang eller for kort, forbliver nok en smagssag.

Repertoiret omfattede blandt andet to numre af Charlie
Parker, "Cheryl" og "Crazeology", og to af Paul McCartney, "Great
Day" og "And I Love Her", hvilket fint markerede Brad Mehldaus inspiration
fra såvel bebop som popmusik. Og både individuelt som kollektivt kørte trioen med
velklang og virtuositet. Så hvorfor egentligt nogle indvendinger?

Jo, den omskiftelighed, som jeg har oplevet fra
koncert til koncert med Brad Mehldau, var alt for meget til stede i forløbet på
Det Kongelige Teater. Og det handlede om idéer og om stemning. Altså den
emotionelle stemning - og fastholdelse af samme.

Typisk spillede Brad Mehldau meget lyrisk og på mange
måder helt i overensstemmelse med Beatles-originalen i "And I Love
Her", men den efterfølgende improvisation bevægede sig et helt andet sted
hen, og det kunne selvfølgelig være interessant, men det blev til en anden sag og til alt for meget
tomgang.

Så gik det lidt bedre i de rene jazznumre, også fordi
der kom gode faser af regulært medrivende swing, ligesom det var fascinerende
at følge Brad Mehldaus ubesværede melodispil i såvel højre som venstre hånd. Jo,
nydeligt og sympatisk var det bestemt, og alligevel lykkedes det mig aldrig at blive
indfanget af musikken. Dertil var den for løst spundet.

 

Hvem: Brad Mehldau Trio

Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle Scene, lørdag aften