Stjerneparade for de mindste

DR Big Bandet swinger, mens børneidoler fra fjernsynet fylder Cirkus Summarums manege og skaber en varieret og medrivende forestilling.

Hvad mener eksperterne: Aksel, fem år: »Det var sjovt. Der var sådan nogle store klovner. De viste deres numser. Det var... ha, ha... sjovt. Bruno er også sej. Jeg vil gerne i Cirkus Summarum igen i morgen.« Fold sammen
Læs mere

Drengen Anton vågner på forunderlig vis op midt i manegen. Drømmer han mon? Eller er han på magisk vis havnet midt i Cirkus Summarum, fordi artisterne har brug for hans hjælp?

For selv om der er masser af gøgl, glitter og glade smil i cirkustruppen, er alt ikke helt, som det skal være. Der er både tale om noget uautoriseret børnearbejde og en ting, som et hvert barn frygter: En vred fru mor, som hader sjov og sukker og er den mest voksne af alle voksne.

Få dage før premieren på Cirkus Summarum, meldte DR ud, at antallet af solgte billetter havde rundet 54.000. Det er et flot salg, og det er velfortjent, for forestillingen er både helstøbt og sprudlende.

Anton – og publikum – møder nogle af de største stjerner fra DRs børneunivers. Bamse, Bruno, Sebastian, Rosa fra Rouladegade, Hr. Skæg og værterne Signe Lindkvist og Jacob Riising i en række af numre, som udgør en samlet fortælling.''

Flot kontakt med publikum

Det er ikke de store ekvilibristiske cirkusdiscipliner, der præger numrene, men det gør ikke det mindste, for der er masser af humor, poesi, dans og sang – og en ekstraordinær god kontakt med publikum. DR Big Bandet står for musikken, og en af forestillingens helt store styrke er de mange musikalske indslag, som kommer omkring sange fra musicalen »Annie«, jazzede hits, årets MGP-vinder og TV 2s »Hele verden fra forstanden«.

Forestillingens fortælling og univers er så overbevisende, at min otteårige ledsager efterfølgende måtte have opklaret, om de dansebørn, der medvirker i forestillingen, virkelig bor i Cirkus Summarum. Havde de ingen forældre? Og boede de på et børnehjem uden for cirkussæsonen, eller passede den vrede fru mor på dem?