Stjernejazz i Store Regnegade

Jazz. Den franske violinist Didier Lockwood var den centrale figur i fremragende international kvartet

Jazz er et internationalt sprog. Søndag aften kommunikerede en franskmand, to danskere og en amerikaner på musikalsk højniveau, som havde de aldrig bestilt andet. Ganske vist var det den tiende aften, den danske bassist Morten Ramsbøl og den amerikanske trommeslager Jeff »Tain« Watts delte scene i det nyåbnede Jazzhus Montmartre, og de to øvrige, den danske pianist Niels Lan Doky og den franske violinist Didier Lockwood, var med for fjerde gang.

Men ét er kommunikation. Der skal også være noget at kommunikere med. Repertoiret bestod af jazzstandards plus musikernes egne værker. Og heldigvis var også sidstnævnte velformulerede og velegnede til improvisatorisk ekskursion. I den forbindelse er det værd at fremhæve Niels Lan Doky, der som komponist virkelig besidder en fornem sans for det melodiøse. Og så skal det ikke glemmes, at Niels Lan Doky, som - ikke mindst på det seneste - er blevet fremhævet for sine forretningsmæssige talenter, så sandelig er en fremragende pianist. Denne aften stod det helt klart, at de mange år, han har bevæget sig i internationalt selskab, har gjort ham til en jazzmusikalsk verdensmand, der med stor autoritet og kreativitet kan farvelægge og udbygge musikken.

Bassisten Morten Ramsbøl bidrog med organisk akkompagnement og smukt solospil samt med den finurlige tango »Mafioso«, og Jeff »Tain« Watts stod for den effektfulde »Samo« og - ikke uventet - for masser af virtuost og dynamisk trommespil. Det blev dog - ikke desto mindre - den franske violinist Didier Lockwood, der blev aftenens centrale figur. For er der andre på den aktuelle internationale scene, der kan spille en jazzviolin på den måde? Næppe. Sart og udtryksfuldt i balladerne og flyvsk og energiladet i de mere kontant-swingende værker, og hele tiden med ideer, der naturligt eller overnaturligt fulgte ideer - for at nå en kulmination, der ikke sjældent lå et stykke uden for normal fatteevne.