Tænk sig lige at kunne hive en levende rocklegende op af hatten på førstedagen af en spritny festival. Det er ikke enhver festival forundt. Og når omtalte rocklegende så tilmed hedder Iggy Pop og på trods af sine efterhånden 70 år stadig har anseelige mængder sprængfarlig krudt i røven, så er man altså meget godt kørende.
Jo, ambitionerne er høje på Haven, den nye to-dages festival på Refshaleøen, hvor man kan skylle det nøje kuraterede musikprogram ned med gourmet-fastfood fra Meyers og specialøl fra Mikkeller.
Men min første tanke, da Iggy Pop slippes løs på scenen til den punkede »I Wanna Be Your Dog«, er, at man nok skulle have investeret lidt flere kræfter i at finde et ordentligt lydanlæg. Det var primitivt som ind i helvede og tak for det. Men det lød ret beset ad helvede til.
Heldigvis er Iggy en naturkraft, der med sit smadrede, selvopofrende korpus og eksplosive energi er selve legemliggørelsen af rock ‘n’ roll. Den vrængende attitude (og de to udstrakte langemænd) taler for sig selv: »Fuck det! Vi er her for at brænde lortet ned og holde en fest!«
Og så fræsede han ellers gennem et sæt, der bød på stort set alle klassikerne fra egen karriere og tiden med The Stooges: »Gimme Danger«, »The Passenger«, »Lust For Life«, »Search And Destroy« og ikke mindst den slæbende »Mass Production«, der tog sig rigtig godt ud i de gamle industrielle rammer.
Selv om det altid er godt med et gensyn med Iggy - og for mange var det sikkert også første gang, de oplevede ham - så var der alligevel langt op til den koncert, han spillede for halvandet år siden i Falconer Salen. Dengang var han ledsaget af et helt fænomenalt band med blandt andre Josh Hommer fra Queens Of The Stone Age. Til sammenligning var det her standard-Iggy tilsat ikke særligt god lyd og omgivet af solide arbejdsmænd frem for karismatiske rockstjerner.
Men Iggy er stadig Iggy. Gnisten er intakt. Og så længe den er det, skal der mere end lidt halvdårlig lyd til at holde en gammel rock 'n' roller nede.
Iggy Pop
Haven, fredag
★★★★☆☆
