Fem minutter. Mere skulle der ikke gå, før Annie Clark alias St. Vincent både havde danset sin helt egen pantomime, sunget et par vers af den nervøst boppende »Rattlesnake«, spillet en ansigtssmeltende guitarsolo og revet hul på sine sorte nylonstrømper. Og det var egentlig et meget passende fingerpeg om, hvad der var i vente resten af koncerten denne onsdag aften i Store Vega.
Multitasking for viderekommende kunne man også kalde det. For når St. Vincent indtager scenen er hun oftest igang med tusind ting på én gang. Hver en lille bevægelse, hvert dansetrin, blikretning og - naturligvis - hendes vokal og guitarspil er forberedt til tænderne. Der er tænkt over sagerne, og det er tydeligt, at hun gerne vil skubbe til vores forestillinger om, hvad en koncert kan være, hvad en kvinde kan spille, og hvad langt ud man kan tage en rocksang, før linen knækker.
Og hun er da også nærmest umenneskeligt dygtig. Som en artrockens svar på Beyoncé. Bare arbejdende indenfor nogle andre koder. Det er frygtindgydende, hvad hun trakterer med oppe på scenen, som hun spiller sig igennem et sæt med hovedvægten lagt på dette års selvbetitlede fjerde album blandet med højdepunkter fra tidligere plader som »Strange Mercy« (2011) og »Actor« (2009).
Den 32-årige amerikaner har tydeligvis taget en del med sig fra fællesturnéen med den tidligere Talking Heads-frontmand David Byrne, som bl.a. besøgte Falconer Salen sidste år. Det er kommet mere fokus på de artificielle, rituelle og performative aspekter af koncertoplevelsen.
Ikke i form af et overordnet koncept som sådan, men mere i den måde, hun bruger sin krop på: I dukkedansen, i tableauerne, i de stivnede blikke og fagtende arme. I hendes små monologer, der i fragmenterede øjebliksbilleder anerkender fantasten, drømmeren og det destruktive potentiale i os alle. Når hun rider på skuldrene af en sikkerhedsvagt med den feedback-hylende guitar svingende over hovedet. Eller laver svanens død og kaster sig livløst på scenegulvet til sidst.
Hendes guitarspil er et kapitel for sig selv. Hun spiller ikke kun med ekstrem teknisk finesse i sine halsbrækkende løb over gribebrættet. Hun er også en kæmpe lydnørd med en dybt original guitarlyd, der både summer som en sløv brumbasse og skiger som lopper spærret inde i et gammelt telefonmodem. Det er Van Halen, Glenn Branca og Jonny Greenwood i en og samme person. Iført stram kjole og høje hæle. Dansende og syngende på samme tid. Det er lige til at tabe kæben af.
Blackout
Eneste anke herfra - og det er desværre en betydelig en af slagsen - er sættets overvægt på materiale fra hendes seneste plade. Det er hendes mest ligefremme album, og det giver en slagside, der bliver meget tydelig, når hun endelig spiller nogle af de mere komplekse ældre numre som »Marrow«, den foruroligende »Surgeon«, den dekonstruerede disco-sag »Cruel« og ikke mindst en heftig »Chloe In The Afternoon«, der til allersidst ligefrem får Vegas lydanlæg til at sætte ud i et par minutter. Der er ganske enkelt mere gods i disse sange.
Men når Annie Clark vil så mange ting på samme tid, er det heller ikke underligt, at hun ikke altid rammer den rette balance. Det skal nok komme på et tidspunkt. Talentet og evnerne er i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Hvad: St. Vincent
Hvor: Store Vega, onsdag
