Springsteens entusiasme trumfede skodlyden

Nationalarenaens notorisk pauvre lydforhold skæmmende ellers vildt veloplagte Bruce Springsteen og The E Street Bands maratonkoncert i Parken.

Bruce Springsteen i Parken Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Jeg lader galden falde med det samme. Lyden i Telia Parken viste sig bestemt ikke fra sin charmerende side (hvornår har den det?) under utrættelige Bruce Springsteen og The E Street Bands 195 minutter maratonseance.

Det lød mildest talt jammerligt i perioder, hvor arenaens pauvre akustik kvaste nuancerne. Fra starten gik med »Out In The Street« og den ellers sublime stomper »Badlands« var det svært at høre samspillet mellem guitaristerne Nils Lofgren og Steven Van Zandt. Trommeslager Max Weinbergs ellers coole swing-feel gik tabt og Roy Bittans livlige tangentspil sank ned i lydsmatten. Trist.

Som koncerten skred frem blev lyden dog lidt mere medgørlig.

Bossen og hans fyrrige slængs præstation var der ikke meget galt med. Det var sådan cirka bussiness as usual. Som i Springsteens tilfælde er lig energi, spilleglæde, og spontanitet. Han og bandet var overskudsagtige og fokuserede på at give publikum et stadiorockbrag.

Skodlyden i blikdåsen tog beklageligvis toppen af euforien, så showet aldrig nåede op i samme magiske luftlag, som rockveteranens Roskilde-koncert i 2012. Bruce og bandet sled sig dog i mål med æren i behold. Entusiasmen samt et skudsikkert sangkatalog sikrede, at lydmiseren ikke sejrede.

Koncerten var markedsført som »The River Tour« i anledning af 36 år gamle »The River«, men det blev kun til syv numre fra dobbeltalbummet. Det gjorde nu ikke noget. For det var ikke ligefrem dem, som imponerede mest. Eksempelvis blev det ellers smukke titelnummer serveret småforkølet, hvor Bruces vokal slet ikke besad den maskuline tyngde, den plejer at have.

Men andre bundsolide indslag gjorde forskellen. B-siden »Pink Cadillac«, som var et af aftenens mange ønsker fra publikumsskiltene, rystede potent med rockmåsen. Hvor er det dog blæret, at bandet bare kan  så mange numre til fingerspidserne. De er friske på det meste fra bagkataloget.

Svingom med mor
Ligeledes var den hillbilly-frejdige arbejdersang »Working on the Highway«, den stejlende rocker »Darlington County« og den brunstige begærballade »I’m on Fire« blandt de sange, som blev eksekveret med størst gnist. Måske kun overgået af en virkelig besættende »Because the Night«, hvor Lofgren rev en vild solo af, mens han piruetterede.

Under ekstranumrene kom de store bangers på banen. »Born in the USA«, »Born to Run« »Glory Days« og »Dancing in the Dark«, hvor en publikummer med skiltet »Dance With My Mom« blev taget på ordet, da Bruce bød vedkommendes mor op til en svingom på scenen. Kind mod kind.

Efterfølgende gik der vanen tro gøgl i den under det småfjollede cover af The Isley Brothers’ »Shout«, hvor Bruce gav den fuld skrue som opkørt soul preacher, inden han endegyldigt lukkede festen ned med en øm soloudgave af »Thunder Road« på akustisk guitar.

»Well I got this guitar/and I learned how to make it talk« sang han til stor jubel. Om ikke andet tvang han møglyden på retræte med guitaren. Og det var i sig selv en ganske stor bedrift denne aften.

Hvem: Bruce Springsteen & The E Street Band
Hvor: Telia Parken, onsdag.

Hør næsten hele sætlisten fra Bruce Springsteen & The E Street Bands koncert i Telia Parken: