Der er ikke kun håret på Ryan Adams’ hoved, der er krøllet og står ud til alle sider. Det er hans sind også. For selvom han har gjort det til sin metier at skrive køn og flosset americana, er der også en uforudsigelig spasmager gemt inde i ham. Der nogle gange er sjov og andre gange blot er bizar.

Alligevel kom det nok som en overraskelse for de fleste, da den 40-årige amerikaner en halv time før koncertstart valgte at gå uannonceret på scenen for at varme op for sig selv. Sangerinden Natalie Prass var blevet forhindret på grund af noget bøvl med SAS, og så sprang Ryan selv til iført kjole og in character som »Natalie Sass«.

Selv nåede jeg kun at opleve ganske lidt af det, men troværdige kilder i salen fortæller mig, at det var både godt og sjovt. Og det er optrin som dette, der får billedet af den åh-så-seriøse sanger og sangskriver på pladerne til at slå nogle i og for sig klædelige revner.

Det samme kunne man sige om nogle af de tossede rekvisitter, Ryan Adams omgav sig med på scenen. Man hører samtalen for sig:

Ryan Adams: »Ville det ikke være cool at have to vintage arcade spil med på scenen? Og hvad med en gigantisk væg af forvoksede Fender-forstærkere? Og ovenpå forstærkeren skal der sidde en kat og kigge ud over publikum!«

Tourmanager: »Øh jo... Men hvorfor egentlig, Ryan?«

Ryan Adams: »Fordi jeg kan!«

Tourmanager: »Godt så. Whatever...«

Høfligt publikum

Musik blev der selvfølgelig også spillet. Og det var bestemt godt at have Adams’ tilbage med fuldt band og elektrisk forstærket efter en periode, hvor han mest har spillet akustiske koncerter på grund af en tinnitus-lignende øresygdom.

Måske det var derfor, at der trods alt ikke blev spillet højere. Ganske vist blev der åbnet lidt op for sluserne på numre som »Gimme Somthing Good« og »This House Is Not For Sale«, men generelt var det et mere simrende og musicerende temperament, der blev lagt for dagen. Og som kulminerede i et virkelig stærk forløb midt i koncerten med »Magnolia Mountain«, »New York, New York«, den nye rocker »Kim« og den gospelsmukke »Peaceful Valley« som højdepunkterne.

Men så var det som om, at Ryan Adams selv begyndte at kede sig lidt. Både over sin egen musik og det andægtigt lyttende publikum i Falconer Salen, som han kaldte det mest høflige, han nogensinde havde spillet for. Og ja, der blev grinet nervøst og klappet høfligt. Men hvad pokker skulle man ellers, når manden med den gyldne stemme begyndte at dedikere en øm sjæler til rum-alfer og vrøvlede om, at vi i fremtiden kommer til at opbevare vores mobiler i hamburgere, der kan lukkes med en patenteret velcro-anordning. Skulle vi have buhet?

Det var bare ikke sjovt. Og det er helt elementært dårlig stil, når en musiker bebrejder publikum for at være kedelige. Pilen peger altid tilbage på ham selv. Folk skal nok live op, hvis han giver dem grund til det. Men det gjorde han bare for sjældent denne aften, hvor kløften mellem den seriøse kunstner og den idiosynkratiske privatperson blev alt for stor.

Hvad: Ryan Adams
Hvor: Falconer Salen, mandag