En sovende kæmpe, som vågner op til kreativ dåd efter mange års slumren. Kongerigets ældste alternative rockgruppe Sort Sol er på trapperne med deres første studiealbum i 16 år, »Stor, Langsom Stjerne«, der udkommer om en måned. Normalt følger en turné først efter en albumudgivelse, men de københavnske veteraner, der aldrig har været bange for at danse efter deres egen pibe, har valgt at tyvstarte turen rundt på landets spillesteder knap to måneder forud for udgivelsesdatoen. Modigt.
Således var det med en blanding af smagsprøver fra det kommende udspil og et velkendt udvalg af sange fra bagkataloget, at bandet indtog et udsolgt Store Vega lørdag aften, hvor de fem nye sange, som Sort Sol præsenterede publikum for, formåede at skærpe forventningerne til næste måneds albumcomeback.
De lagde ud med de to nye sange »The Weightless« og »Nocturnal Creature«, der ligesom det dansksprogede titelnummer fra den kommende plade, som fulgte senere i koncerten, var langsomt brændende kompositioner med en mere udpræget synthesizer-sitrende og elektronisk gungrende sound end tidligere hørt fra bandet. Slæbende og dommedagskolde. Introverte og sydende. At dømme ud fra de tre sange lyder det ikke som om rocksolen sigter efter at komme i A-rotation på mainstreamradiostationerne.
I disse sange var vægten i højere grad lagt på stemning, frem for på mindeværdige melodier. Det blev til tider lidt ensformigt, men denne genkomne vilje til at eksperimentere radikalt med udtrykket lød generelt til at klæde gruppen. Sort Sol har altid været bedst, når de ikke forsøger at tække deres lyttere. Og det gjorde de ikke her.
Det var lidt nemmere at kende Steen Jørgensen og kompagni på aftenens to andre nyheder, den aktuelle single »...Like A Trance Like…« og »A Stroke Of Midnight«, der begge var spilledåseflimrende mørkemandsballader, som synes beslægtet med ældre slowburners som fx »Kiss The Streets«, som vi også fik i en dystert valsende udgave, hvor lejesvendsbassisten Anders »AC« Christensen betjente en Moog-synth. Ligeledes blev den doom folkede »Erlkönig« serveret stramt og blændende.
Af de ældre sange var det dog i særdeleshed på nogle af de mere rå indslag at solen strålede. Det pumpede rockridt »Siggimund Blue« blev med sine piblende guitarstik serveret uden svinkeærinder. På den seksstrengsdolkende »A Knife For The Ladies« fik publikum guitaristerne Lars Top-Galia og lejesvenden Manoj Ramdas’ bugtende og svirpende excesser at føle. Frenetiske »Shaheeba Bay« bed savtakket fra sig inden det selvantændte i en ny udkokset outro.
Under ekstranumrene fulgte en rutinepræget udgave af den gennemtærskede hitballade »Let Your Fingers Do The Walking«. Den skal jo bare være der. Men den lød lidt slidt og træt. Så var der straks mere saft i »Tatlin Tower«, der lukkede koncerten endegyldigt. Den fik karakter af en episk rockodysse, hvori bandet adstadigt spillede en psykedelisk flimrende, feedbacksydende, næsten tranceskabende stemning frem. Som et mørkt mantra. Når Sort Sol rammer det svimlende niveau, så er de svære at nå. Lad os håbe de kommer op i de luftlag på den nye plade.
Hvem: Sort Sol
Hvor: Store Vega, lørdag
