Som sild i en tønde til Grøn Koncert

Der er tætpakket med mennesker til Grøn Koncert i Valbyparken i København i dag. Berlingske Tidende er med.

      Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

Tina Dickows bløde vokal toner ud af højtalerne, mens den tætpakkede menneskemængde bevæger sig i sneglefart fra hovedindgangen op mod Grøn Scene.

Det grønne område i Valbyparken er denne søndag eftermiddag farvet sort af mennesker, der nyder sommeren, musikken og de kolde fadøl til dette års københavnske udgave af Grøn Koncert.

-Gad vide hvor tidligt man skulle have været her for at have en chance for at få en siddeplads, spørger en ung, blond kvinde sin veninde, mens de håbefuldt spejder ud over pladsen.

Uden for indgangen sidder de folk, som ikke havde succes med at få fat i én af de eftertragtede billetter. Ifølge Muskelsvindfonden, der arrangerer Grøn koncert, er billetterne blevet udsolgt i Danmarks tre store byer Århus, Odense og for tredje gang i København.

Tangerer rekordsalg

-Vi har solgt 187.000 billetter i år, og det tangerer rekorden fra 2008, der lå på cirka det samme. Så man må sige, at Grøn Koncert virkelig står stærkt. Det bliver forbundet med gode oplevelser og folkefest, siger direktør for Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen.

Sidste år lå billetsalget på omkring de 180.000, og Henrik Ib Jørgensen tror, at den store interesse for Grøn Koncert i år i høj grad hænger sammen med det gode vejr.

-Vi har været utroligt heldige med vejret - det er nok grunden til, at der er kommet så mange mennesker i år, siger han.

Ifølge Henrik Ib Jørgensen vil flere af de lange køer udenfor indgangen desuden snart svinde ind, idet der lukkes 11.000 mennesker ind i timen.

-Så det burde ikke give en ventetid på mere end 20 minutter, siger han.