Vi kender "Carmen" med tobakspigen og den flotte soldat og alle de mageløse melodier.
I sin tid en fiasko hos kritikerne - "mit endegyldige flop", sagde komponisten selv. I vore dage en af verdens mest elskede og oftest spillede operaer.
Georges Bizet havde floppet mange gange før. For eksempel med "Perlefiskerne" fra 1863. Som endda forblev en sjælden gæst på operascenernes repertoire og er det endnu i dag.
Sjælden med rette? Tivolis største operaarrangement i sommer lignede umiddelbart en satsning.
Men operaen falder ikke igennem. Ikke med selveste Lawrence Brownlee i den ene hovedrolle og DR's kæmpe kor på scenen. Og handlingen går alligevel så tåbeligt, at man helst er fri for kostumer og kulisser:
Zurga er nyvalgt formand for en gruppe srilankanske perlefiskere. Han elsker præstinden Leila, der ellers holdes i kort snor af ypperstepræsten Nourabad - for hun skal jo bede for dykkernes liv dag og nat og holde sig kysk.
Men også barndomsvennen Nadir har et godt øje til Leila. Der for resten har reddet Zurgas liv for meget længe siden. Så da formanden opdager følelserne mellem sin gamle ven og præstinden, aner han ikke sit levende råd:
Skal han gøre sin pligt og lade dem begge brænde på bålet? Eller skal han lade sin redningskvinde med den forbudte kæreste beholde livet?
Nej, vel... Resten af forviklingerne er endda værre endnu. Men musikken vinder over den hovedløse handling. Aldrig, aldrig, aldrig har så smukke noder været sat til noget så langt ude.
Og ingen kan synge dem smukkere end Lawrence Brownlee. Den sorte amerikaner er vel verdens bedste lige nu, klodens største til den traditionsrige sangstil ved navn belcanto.
Han var her også sidste sommer og havde den mest kendte arie fra "Perlefiskernes" med som ekstranummer. De danske fans har lige siden glædet sig til at dykke ned i resten.
Hvilken renfærdig sanger! Brownlees stemme er ren og glat og fuldstændig fejlfri. Man slipper for det snøvl, en sanger af mediterran herkomst ville pynte tonerne med.
At synge op mod ham, må ikke være verdens nemmeste opgave. Men hans tre kolleger klarer det suverænt den søndag:
Christel Elisabeth Smith som ikke specielt uskyldige præstinde, en virkelig velsyngende Palle Knudsen som Zurga selv og makedonske Aleksandar Stefanovski som ypperstepræst med den lidt umulige rolle.
Især første akt er fuld af fantastiske øjeblikke. Da duettens melodi vender tilbage i orkestrets blæsere, vender tilbage som en fjern erindring - hvorpå folkemængden i skikkelse af koret bagved nynner en ny melodi i gang.
Det hele holdt sammen af canadiske Yves Abel, en lille herre med stor udstråling og flot styr over de vældige kræfter. Arrangementet i søndags var vist hans første herhjemme. Måtte det ikke blive det sidste.
Så nej. Man forstår ikke meget af samtidens kritik. Begyndelsens mørke melodier må have lydt herligt den aften på Théâtre Lyrique for halvandet århundrede siden. Orkestrets tamburin og triangel tegner alt det eksotiske op. Bizet havde enestående flair for teatrets krav, også selv om de nøjagtige lyde sandsynligvis ikke blev udtænkt af ham selv - det originale partitur er væk
Meget af sangen er rigtignok recitativisk, som man siger: Den forbliver fortællende, samler sig sjældent til egentlige arier.
Når der kommer form på den, giver det til gengæld genlyd langt ind i sjælen. Selvfølgelig mest i første akts to højdepunkter, i duetten "Au Fond du Temple Saint" og Nadirs store arie til sidst.
Men også i korets melodier. Hvis man kan lide de store steder i Verdis rekviem, vil man elske Perlefiskernes ditto. Det kæmpe hold af sangere i DR KoncertKoret er virkelig skarpe på den slags.
Nuvel. Ingen perle uden sandkorn: Den norske sopran sigter lidt højt og det høje messing lidt skævt et par gange. Stemningen bliver i det hele taget lidt skrøbelig efterhånden og dermed frygtelig følsom for tændte telefoner. Og man får måske, måske, måske et par ørehængere for lidt i længden - når historien nu ikke selv kan bære det store.
Men tak til Tivoli for initiativet, for Larry Brownlees skønsang, for dette brøl af et kor. Den gamle have er virkelig en perle.
