Solange
Arena, Roskilde Festival, torsdag
★★★★★★
Musik kan være helende, musik kan skabe empati, musik kan flytte vores blik på verden. Det er det mest vidunderlige i verden, og når det en sjælden gang imellem sker, er det gerne på Roskilde. Hvor det hele føles stærkere, større og mere intenst.
Det er den følelse, jeg sidder tilbage med efter at have været i audiens hos Solange på Arena torsdag aften. En varm gennemstrømmende følelse af glæde og velvære, som jeg helt fysisk kan mærke i min brystkasse. Ren wellness for sjælen.
På forhånd var koncerten blandt årets mest imødesete. Solange Knowles, der er lillesøster til Beyoncé, udgav nemlig sidste år et lille mesterværk i form af albummet »A Seat At The Table«. Et uhyre elegant album fuld af minimalistisk, håndspillet soul, der ligesom hendes storesøsters »Lemonade« indskrev sig blandt de mest markante i tidens bølge af race-, køns- og identitetspolitiske værker lavet af sorte amerikanske kunstnere.
For Solange handlede det om stolthed, identitet og personlig empowerment. Med kvindeligt fortegn. Hvad vil det sige at være en sort kvinde? Og hvordan finder man styrken til at overvinde alt det lort, verden kaster i ens retning, uden at lade vreden og frustrationerne æde en op?
En del af svaret har hun selv givet ved at lave en musik, der i sig selv føles helende i al dens smukt økonomiserede elegance og sensibilitet. Men også visuelt ved at portrættere både sig selv og hendes medsøstre på måder, hvor de i al deres naturlige og ophøjede skønhed fremstår som stolte, stærke gudinder.
Det er vigtige sager. Og da Solange under sin koncert torsdag aften bevæger sig ned til de forreste publikumsrækker og synger helt ind i ansigtet på en ung mørk kvinde med stort kruset hår, kan man se, hvor vigtigt det er. Hun kan slet ikke være i sig selv og bryder ud i voldsom lykkelig gråd. Og får så selvfølgelig et kæmpe kram i Solanges store udslåede dronningekrone af hår.
Og så løber tårerne også ned ad mine kinder. Store tudeprins. Fordi jeg kan se, hvor vigtigt og stort det er, det Solange gør. Empati-maskinen kører på alle cylindre. Det hele er så smukt og yndefuldt, at det vitterligt er til at tude over.
Oppe på scenen leverer Solange et afsindigt stilet, smukt, sensuelt og ja, sexet show. På sine helt egne præmisser. Badet i varmt rødt lys og ledsaget af sit toplækre band, der tæller flotte sorte mænd og kvinder, der glider ind og ud af en simpelt effektiv, men nøje indstuderet koreografi. Stærke, sofistikerede, ekspressive.
Sammen åbner de et helt særligt rum, vi kan træde ind i. Her kan man tale om nogen, der virkelig indtager Arena-teltet og gør det til sit eget. Med Solange som den smukke dronning, der dirigerer seancen med sin elegante krop og stemme, der ikke er stor som sin søsters, men til gengæld har de optimale rammer at folde sig ud i.
Der spilles stramt og økonomisk. Perfekt afstemte beats, sart funky guitar, diskrete flader, og himmelske vokalharmonier, der forfører fremfor at insistere. Gennem højdepunkter som »Weary«, »Cranes In The Sky«, »Don’t Touch My Hair«, »Mad« og den tårevædede danse-hymne »Losing You«.
Sikke en forløsning. Ikke bare for os som publikum. Men også for Solange, der tydeligvis har lagt blod, sved og tårer i at skabe noget stort og blivende ud af sin egen kamp. Noget der kan tage bo i både hjerner og hjerter. Og - hvis vi skal helt op på den store klinge - rent faktisk gøre verden til et lidt bedre sted at være. I hvert fald for en stund.
