Sol varmede på vintertur

Britisk dirigent gjorde symfoni lidt vred, sanselige Sol Gabetta strålede til gengæld.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Åh nej Man havde lige glædet sig til ugens ti kvarter lange torsdagskoncert.

Til et gensyn med skønne Sol Gabetta på den dybe cello og dirigenten Paul McCreeshs livlige dans på DR Koncerthusets gulv.

Til en aften med Schuberts største symfoni, kreeret af en fattig stakkel i 1820ernes Wien, endda direkte til skrivebordsskuffen - for ingen gad den timelange rejse gennem hjertets frosne landskaber dengang.

Hvorpå man får hoste og må nøjes med herligheden på radio. For man går jo ikke ind og fylder andre lytteres øren med larm. Vel?

Første udfordring: DR Symfoniorkestret spreder symfoniens satser ud over aftenen og giver plads til solistens musik indimellem.

Hmmm ... Princippet var udbredt på Schuberts egen tid. Så dirigenten med det store kendskab til den tid skal da lige prøve.

Svært at spille historisk

Hele musikkens stil skal også være historisk informeret, som man siger: Orkestret skal ikke spille bredt, men let og hurtigt.

Det virker bare ikke ret godt i begyndelsen: Let og hurtigt bliver i McCreeshs hænder snarere til vredt. Selv om man spiller historisk informeret, får man ikke nødvendigvis de store historier med.

Men da tredje sats klinger efter pausen, kommer magien med. Lyden af det velkendte føles rar og sætter form på aftenen - som skelettet på en krop. Symfonien kan faktisk rumme alle ti kvarter, viser det sig. Utroligt nok.

Argentinsk geni på cello

For genhøret med det argentinske geni på cello er alt det modsatte: Subjektivt, fuld af følelse, besjælet af øjeblikkets indfald.

Sjovt i Saint-Saëns’ korte koncert for cello og orkester. Klagende smukt i Tjajkovskijs eviggrønne »Andante cantabile« til sidst.

Og sært nok mest gribende i Dvoráks ukendte »Waldesruhe« fra 1893. Sikkert fordi musikken kommer ned i vore følelsers fart.

Hvordan får man et dygtigt orkester til at fortælle den store historie? Måske ved at insistere på den levende tradition, ikke fortiden. Og lade celloverdenens bedste Sol stråle over alt undervejs. Hvilken skøn Sol-ist. Undskyld.