Søvndyssende John Mayer

Superstjernens første Forum-koncert var en velspillet, men snorkende kedsommelig affære.

John Mayer-koncert i Forum, København, søndag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto:
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

John Mayer er en flot fyr. Høj, velbygget og med en sund, sporty og all american udstråling. Sådan lidt som modellerne i de glittede Abercrombie & Fitch-kataloger.

Og så spiller han glimrende på såvel akustisk som elektrisk guitar. Ja, han må ganske enkelt være en drøm at have som studiemusiker, for der er næppe noget trick eller lick, han ikke kan levere på kommando.

Men han arbejder altså ikke for andre. I stedet udgiver han plader i eget navn og byder på en glat, antiseptisk blanding af blues, pop, og rock, som har solgt pokkers godt og har bragt ham i en position, hvor han har kunnet kæreste rundt med celebriteter som Jessica Simpson og Jennifer Aniston. Eller måske er det snarere omvendt, hvem ved.

Høflig musiceren

Udsolgt var der under alle omstændigheder i Forum. Ikke blot én aften, men to i træk, og søndag gjaldt det den første koncert, hvor Mayer blev mødt af et hvin, som ikke bare afslørede, at omtrent 80 procent af publikum var i femininum, men også hvor høj en stjerne, amerikaneren har hos dem.

Siden bevægede han sig sammen med sit syv mand m/k store backingband ind i et 110 minutter langt sæt, der begyndte præcis lige så snorkende kedsommeligt, som det sluttede.

Rejsen fra åbneren »Assassin« til lukkeren »Bigger Than My Body« var således fuld af høflig musiceren og velfriserede soli, som mere trak tiden ud end lagde noget til, og hvis de instrumentale ekskurser skulle give indtryk af legende og løssluppen improvisation, så fejlede de fælt.

I stedet fik det forventningsfulde publikum et show, hvor alt tydeligvis var indstuderet, og hvor Mayers løb på gribebrættet nok var ferme, men også ferske, og hvor han sang med et stemmebånd, hvorom man kunne sige præcis det samme.

SRV på overfladen

Og da superstjernen undervejs fortolkede Tom Pettys »Free Fallin’«, og man kort kunne se, at han guddødemig havde blues-legenden Stevie Ray Vaughns initialer tatoveret på den ene overarm, ja, så satte det alt det, han ikke er i relief.

Han er nemlig ikke nogen stor musiker, for det kræver ild, nødvendighed og nerve, ligesom han heller ikke er nogen spændende kunstner, for det kræver personlighed i udtrykket, og derfor blev Pettys vidunderlige klassiker også en underlig flad og ligegyldig affære, hvor intet kunne udsættes på det musikalske håndværk, men hvor mennesket Mayer aldrig var til stede.

Knusende kedsomhed var der derimod masser af i Forum, hvor den blev blandet godt op med hvin på hvin på hvin på hvin.

Og en flot fyr, det var Mayer da helt bestemt også.

- John Mayer i Forum, søndag.