Smil gennem tårer

KONCERT. Humor, vid og melodisk tæft. Randy Newman viste i dén grad klasse på Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Supersangskriveren Randy Newman var i storform, da han søndag aften gæstede Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH

Gråt jakkesæt, hvid skjorte og uindfattede briller. Konventionelt, fnugfrit - og ikke så meget som et strejf af farlighed dér.

Men skinnet bedrager, præcis som hans musik gør det. For 66-årige Randy Newman har nemlig alle dage gjort sig i en forening af stemme og tangenter, der snildt kunne gå an som baggrundsmusik i en hotel-lounge.

Indtil øret altså fanger teksterne. Og det er langt hen ad vejen kontrasten mellem flyglets venlige vellyd og strofernes satire, som løfter sangene op og ud af anonymiteten.

Og søndag aften på Det Kgl. Teaters Gamle Scene åbner Newman med »It's Money That I Love« og linjer, som udstiller en dollar-gal type:

»I don't love Jesus/He'd never done a thing for me/I ain't pretty like my sister/Or smart like my dad/Or good like my mama/It's money that I love«.

Det er en fiktiv karakter, ikke ulig litteraturens, som Newman skriver og synger frem, og det samme gælder i »Short People«, som falder andetsteds i sættet.

Her lyder det, at små mennesker »They got little hands/Little eyes/They walk around/Tellin' great big lies/They got little noses/And tiny little teeth/They wear platform shoes/On their nasty little feet.«

Ordene vakte forargelse i hjemlandet tilbage i 1977, fordi de blev taget bogstaveligt. Men Newmans pointe er ofte den modsatte af det, ordene siger og dermed ætsende portrætter af overfladiskhed, intolerance og dumhed.

Og det forstår alle gæsterne i plyssæderne på denne aften, som også byder på Newmans anden form for mesterskab, nemlig kærlighedssangene - og ikke mindst den inderlige, stilfærdige og mildt resignerede »I Miss You«.

En skær, poetisk og vemodig sag, og med ét virker den gråhårede mand skrøbelig, men dog langtfra patetisk, og sangen bliver da også introduceret med en knastør bemærkning om, at »Denne sang skrev jeg til min første kone - mens jeg var gift med den anden«.

Og sådan sidder de halvt barske, halvt morsomme bemærkninger tæt mellem de 31 vignet-korte sangforedrag, som udgør showet.

Humor, vid og melodisk tæft. Ja, meget mere kan selv ikke det mest utaknemmelige øre ønske sig.