Han har engang sagt, at han vil skrive sange, så længe guitaren kan give lyd fra sig. Så længe træet og strengene bliver til klange og melodier.
Den slags udsagn kan imidlertid både være et løfte og en trussel. For det er mildt sagt ikke altid en fryd, når musikere bare bliver ved og ved og ved. Tænk blot på Elvis Presley, Luciano Pavarotti – eller sørgeligt aktuelle Whitney Houston.
Men søndag aften stod country-legenden Willie Hugh Nelson ikke desto mindre på scenen i Store Vega. 77 somre gammel, lidt usikker på benene og med et ansigt så skarpt, kantet og furet, at det uden videre kunne passes ind mellem stenansigterne på Mount Rushmore.
Og mens det texanske flag blev rullet ned bagest på scenen, satte Willie Nelson gang i »Whiskey River«, som det fire mand store backingband klædte i mild mundharmonika, duvende bas, stilfærdige æg og whiskers-hviskende lilletromme – i øvrigt det eneste skind trommeslageren havde medbragt.
Nasalt, let metallisk
Samme instrumentering og temperament gjorde sig gældende i de efterfølgende »Still Is Still Moving To Me« og »Beer For My Horses«, hvor Willie Nelson farvede sangene med sin sønderspillede guitar.
En spansk en af slagsen med lakken slidt af og træet slebet ned af hundredtusinder og atter hundredetusinder anslag på scener og i studier. Og man forstår, hvorfor han ikke vil begrave den gamle kasse, for dens klang er vidunderlig varm, rund og organisk, men den blev nu ikke altid betjent efter fortjeneste i Store Vega.
Sine steder var legendens rudimentære og næsten naivistiske omgang med de seks nylonstrenge nemlig for usikker og sjusket, og når hans karakteristiske nasale, let metalliske vokal heller ikke sad, hvor den skulle, så nærmede koncerten sig den usynlige, men let mærkbare grænse, som adskiller det charmerende fra det decideret pinagtige.
Bandanaer og brands
Bandets skridsikre omgang med blues- og countrytraditionen holdt dog oftest Willie Nelson på den rigtige side af skillelinjen, og aftenen bød på fine udgaver af »Mamas Don’t Let Your Babies Grow Up To Be Cowboys« og »Always On My Mind«, mens »On The Road Again« og »Me And Paul« måtte nøjes med en plads blandt de mange andre indslag, som i højere grad var hygsomme end egentlig mindeværdige.
Netop hyggen syntes nu også at være aftenens primære mål for Willie Nelson, der kastede det ene røde bandana – et af hans mange brands – ud blandt tilhørerne og stak en finger højt i vejret, hver gang han ønskede at diktere fællessang.
Det fik han fra det store, ualmindelig venligt stemte 40 plus-publikum, men »REBEL«, som der stod med store typer på hans sorte t-shirt, ja, det var der altså ikke meget af.
Det var før i tiden. Dengang han blev rubriceret som outlaw country sammen med Johnny Cash, Merle Haggard, Waylon Jennings og alle de andre slemme, suverænt syngende og spillende sangskrivere.
I Store Vega var vildskaben og farligheden kun et fjernt, fjernt ekko. Men fred være med det, og Willie Nelson er stadig ikke helt nået dertil, hvor man inderst inde ville ønske, at guitaren omsider giver efter for anslagenes uafladelighed og bryder sammen mellem hænderne på ham.
Gid den dag aldrig oprinder.
- Willie Nelson i Store Vega, søndag.
