Slayer molesterede mastodontisk

Vrede. Had. Aggression. De californiske thrash-metal-legender Slayer gjorde, hvad de gør bedst, da de indtog Roskilde med deres tungeste og mest uforsonlige artilleri.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. U.S: thrash metal band Slayer perform at the Arena stage at Roskilde festival in Roskilde Denmark on wednesday june 29th.2016 . (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

»Hey drenge, lad os lige snuppe en sjæler« og »Her kommer en langsom sang om da min ekskæreste slog op med mig«. Den slags tyndslidte føle-føle-ytringer bliver aldrig nogensinde kastet i grams til en Slayer-koncert. Aldrig.

35 år inde i karrieren hersker »take no prisoners«-attituden fortsat fuldkommen usvækket i den californiske knogleknusermaskine. Slayers thrash metal taler stadig til de helt igennem primale følelser, som af og til bruser i os alle. Vrede. Had. Aggression. Og den taler stadig virkelig godt og klart.

Trods mandefald i besætningen og de grå stænk, som er at spore i både forsanger Tom Araya og guitarist Kerry Kings hulemandsskæg (sidstnævntes naturligvis flettet), så er der til dato få, hvis overhovedet nogen, der kan matche metalveteranerne i at molestere mastodontisk. Det beviste de atter engang, da de onsdag aften tromlede Arena-teltet ned med 70 minutter af det tungeste, mest uforsonlige artilleri, der kan mønstres rent musikalsk.

Badet i blødrødt lys blev kvaser-stilen slået an fra første tone i åbningsnummeret »Repentless«. Her var ingen anger. Ingen blottelser. Kun destruktion.

Og så var der godt gang i den balstyriske mosh pit foran scenen lige fra begyndelsen, hvor man blandt anden kunne spotte en fyr i et gult Pokémon-kostume gå agurk imellem de mange kærligt masende metalelskere. Han var ligesom os andre kommet for at mosle de indestængte aggressioner ud i sikre og kærlige rammer. Han var blandt ligesindede.

Had og kærlighed til hele verden
Trommeslager Paul Bostaphs dobbelt-stortomme ramte i nyrerne som kontante mukkertslag. Kerry King og den anden guitarist Gary Holts hidsige riffs sveg som lynhurtige og præcist placerede piskesmæld, når de da ikke lige rev som en nysleben barberkniv. Alle de rigtige steder, vel og mærke. »I deny/defy/and spread a little hate worldwide« primalskreg Araya. Men sikke dog et skønt og effektivt had han og slænget formåede at sprede.

For medlemmerne af Slayer fremstår skam ikke som en flok kyniske had-mennesker. Det er blot deres musik, der er så fabelagtig grusom. Den fungerer som et brutalt frirum, hvor de og vi andre kan få afløb for dæmonien sammen.

»Det handler om kærlighed og kærligheden til musik. Og det har i en virkelig Slayer-agtig måde at vise det på« ytrede hulemanden Araya med et stort tandpastasmil. Lige præcis. Slayer besvarede den store kærlighed fra publikum, som kun Slayer kan. Med mere infernalsk brutalitet fra det onde bagkatalog.

»Dead Skin Mask« var et højdepunkt midtvejs i sættet med abrupte temposkift og heftige riff-dueller mellem Holt og King. Men det var nu nok i særdeleshed den afsluttende uhellige treenighed af de tre rustfrie og lammetævende thrash-evergreens »South Of Heaven«, »Raining Blood« og »Angel Of Death«, som for alvor fik djævlehornene til at stritte og chancen for akutte nakkeskader til at stige med betragtelige mængder.

Hvem: Slayer
Hvor: Roskilde Festival, Arena, onsdag.

Hør Slayers seneste album »Repentless« her: