Skrøbeligt vingesus fra en af jazzens store legender

Den nu 90-årige amerikanske altsaxofonist og jazzlegende Lee Konitz er nok engang tilbage i Store Regnegade, hvor han torsdag fik vist unikt saxofonspil plus sine evner som vokalist.

Den 90-årige amerikanske saxofonist Lee Konitz på scenen i Jazzhus Montmartre torsdag aften Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Hvad: Lee Konitz

Hvor: Jazzhus Montmartre, torsdag aften. (Også fredag og lørdag)

En vis portion af nysgerrighed har utvivlsomt været drivkraften hos det publikum, der torsdag aften fylder Jazzhus Montmartre. Men  klart sagt også forventninger om en musikalsk oplevelse. Vi er til premiere på et tre-afteners gæstespil med den nu 90-årige amerikanske altsaxofonist Lee Konitz.
Selvfølgelig er hans alder interessant. Der er ikke så mange, der lige står den distance, og vel slet ikke blandt de musikere, der har været med til at forme jazzen, og hvis tilstedeværfelse uomtvisteligt er et historisk vingesus.

Helt klart er Lee Konitz lidt mere skrøbelig, end da han for syv pår siden stod på samme scene, for slet ikke at tale om, da han med jævne mellemrum indtog samme matrikel for 40-50 år siden.
Nu sidder han ned og koketterer lidt med sin alder, herunder med de vanskeligheder, han har ved at huske melodititler eller navnene på de medbragte musikere. Men da han sætter de første toner an, mærker man med det samme, at der er et eller andet i det horn, som ikke helt lader sig definere. Med mindre man bare siger Lee Konitz.

Ikke overraskende består aftenenens repertoire primært af »klassikere«, altså udpluk fra jazzens store sangbog, og der bliver lagt ud med Jerome Kerns »All The Things You Are«. Og det gør godt. Og som det bliver tilfældet resten af aftenen, så spiller bassisten Jeremy Stratton og trommeslageren George Schuller solidt og på en diskret måde, der passer fint til den gamle mester. Og dertil er det så den tyske pianist Florian Weber, der giver det rette med- og modspil.
Det er kort sagt en "klassisk" jazzkvartet, der bevæger sig godt af sted, og Lee Konitz lyser op med sin klare og organiske tone og så de dér melodilinjer, der går deres egne veje - i fascinerende og på én gang logiske og ulogiske mønstre.

Sangeren Lee Konitz

Og så er det, at Lee Konitz - lidt overraskende - slår over i sang. Ja, sang. Ikke skønsang eller croon, heller ikke såkaldt scatsang, men ordløse linjer: »Da-da-de-da...«. Jo, ganske charmerende og sympatisk. Men denne vokale udfoldelse bliver langt fra en enlig - men tværtimod en jævnligt tilbagevendende - svale.

Det er nærliggende at tro, at han synger for at for at spare på de kræfter, der skal til for at spille på en saxofon. Men det kan også være, at Lee Konitz bare har længtes efter uforpligtende at synge melodierne, selv om han ikke er sanger. Det giver hans alder ham ret til. Og rent synger han da også og personligt, om end lidt monotont. Det er i hvert fald tilfældet i den folkemusikalske mol-melodi »Play Fiddle Play«, hvor Fabian Weber øvrigt også får plads til at styre og formidle fremragende triojazz.
Og så bliver det for alvor til vingesus med »Subconscious-Lee«, et nummer, som Lee Kontiz skrev tilbage i 1949, da han sammen med pianist Lennie Tristano var frontfigurer i den nye, kølige, tilbagelænede, intellektuelle - på én gang snørklede og elegante - musik kaldet cool jazz.

Som det var tilfældet med de fleste af den tids nye jazzmelodier, er også Subconscious-Lee baseret på et kendt værk fra den store amerikanske sangbog, i dette tilfælde Cole Porters »What Is This Thing Called Love«, og det er da også den, Lee Konitz her i Montmartre fabulerer over i sine vokale udfoldelser.

Efter pausen bliver det til fin version af »Stella By Starlight«, hvor vi virkelig oplever den gamle saxofonmester, som fortsat kan kunsten at spille smukt og så hele tiden overraske ved at gå andre veje end forventet, uden at man et øjeblik oplever noget fortænkt, men derimod noget særegent melodiøst.
Resten af aftenen bliver saxofonspillet af mere sporadisk beskaffenhed, om end der fortsat viser sig små og mirakuløse stjerneskud. Men hvis der mangler lidt stof fra mesteren, så leverer de tre sekundanter varen. Det er en trio, der fungerer, både som sikkerhedsnet og på egne præmisser, og ikke mindst i den råswingende version af »Sweet and Lovely« er det en fryd at lægge ører til pianisten Fabien Webers raffinerede og orginale ekskusioner.

Lee Konitz har ikke selv nogen repertoire-plan, så sluttelig bliver det på opfordring til den udødelige ballade »Body and Soul« - med mere sang, men også med et sart og smukt saxofonspil, der minder os om, at vi er så priviligerede at være i stue med en af de store gamle mestre.

Den 90-årige amerikanske saxofonist Lee Konitz på scenen i Jazzhus Montmartre torsdag den 14. juni 2018. Lee Konitz - Alto sax, Florian Weber - Piano, Jeremy Stratton - Bass, George Schuller - trommer. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.