Det burde næsten have været til forrige uges Copenhagen Fashion Week, at Shamir spillede. Sangskriveren fra Northtown, en flække tæt på Las Vegas, har nemlig meget af det visse modefolk elsker at elske. Shamir Bailey er purung, har sin egen opsigtsvækkende, farverige stil og skriver musik, der både udstikker kursen for nutidig electro-pop og hylder disco’ens glory days.
På Pumpehusets lille scene stod den 20-årige Shamir Bailey i hvide overalls med septum-ring i næsen og gul neglelak på fingrene og leverede den ene sprudlende træffer efter den anden. Både »On the Regular« og »Hot Mess« kunne have gjort sig ligeså godt som underlægningsmusik til catwalken som til den sveddryppende klub de omdannede Pumpehuset til.
Og det er bestemt et kompliment. For ligesom modeverdenen formår Shamir ofte at omfavne det skæve og legesyge og at give tyngde til eskapaderne og eskapismen. På »On the Regular« æggede koklokken og den fjedrende synth én til at lave sin mest selvsikre Naomi Campbell-gang og synge med på Shamirs pralende vers, »Guess I'm never-ending, you could call me pi / But really, how long till the world realize? / Yes, yes I'm the best, fuck what you heard / Anything less is (obviously absurd)«.
Det var dog først fire numre inde i koncerten, at Bailey for alvor løftede publikum til et imponerende opstemt niveau for en tirsdag aften. Korsangerinden introducerede »Hot Mess« med en dyb, kønsvridende vokalmanipulation og derefter fik man ellers industrielt smæk og hvinende chipmunk-vokaler for skillingen.
Kønsløs men kraftfuld
Selv har Shamir erklæret, at han/hun/? har »intet køn, ingen seksualitet og ingen fuck at give« og musikken er et strålende eksempel på, at ’kønsløst’ bestemt ikke er lige med kedeligt eller kraftløst. For Bailey besidder en vokal, der på en gang lyder som om den tilhører en skrøbelig teenager, en trodsig disco-diva og en knækket country-sanger.
Især »I Know It’s A Good Thing« fra ep’en »Northtown« gav Shamir lejlighed til at vise sin lyse, rørende stemme, der med indlevet vibrato transcenderede ideen om et identificerbart køn.
Som »Demon« bevidnede, kan Bailey skrive popsange så umiddelbare og fængende, at Taylor Swift eller Beyoncé måske burde give Shamir et kald. Eller i hvert fald et shout-out, med alt hvad det kunne bære med sig af øget fanbase osv.
Samtidig kan det dog være, at Shamir vil være mere tilpas med mindre publikum og platforme for det var en charmerende akavet personlighed der stod på scenen. »You guys want another song or can I leave now?« spurgte Bailey allerede efter første nummer.
Som aftenen skred på løsnede Shamir dog op på scenen og bemærkninger som »We went to a park here. They had artichokes. I love artichokes« og »Your policemen seem really nice« blev leveret med en mine, der syntes både oprigtig og jokende.
Under næstsidste nummer »Head In the Clouds« trådte sangeren ud til publikum og delte kram ud til alle der efterlyste dem. Selv hvis man ikke nåede at omfavne den ’tynde stang’, som Bailey kalder sig selv på »On the Regular«, gik man ikke fra Shamirs koncert uberørt.
Hvem: Shamir
Hvor: Pumpehuset, København
